Abonnementsartikel

Ifølge den nye minkanalyse for 2012 har minkavlerne stadig kronede dage. Indtjeningen nåede nye højder med en gennemsnitlig skindpris på 524 kroner.

Det går stadig godt for minkavlerne. Men direktør Jens Axel Birn fra industrivirksomheden Vald. Birn A/S advarede i et indlæg de midt- og vestjyske minkavlere mod at hvile på laurbærrene i forhold til Kina, da Heden & Fjorden i går, torsdag præsenterede Minkanalysen 2012 på Nupark i Holstebro.

Spørgelysten blandt de fremmødte minkavlere steg betydeligt, da Jens Axel Birn i sit indlæg berørte Kina.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I kan ikke have det for jer selv. Med de stigninger, der er i prisen på mink, så kommer kineserne. Hvis der er penge i skidtet, så vil og kan de selv, forklarede industridirektøren, der kender Kina og den kinesiske forretningskultur fra Vald. Birns engagement i Kinas jernindustri.

- De kan ikke lave skind i samme kvalitet, lød indvendingen fra salen.

- Nej, ikke endnu. Men kineserne sætter sig ikke ned og tænker over, hvordan de skal gøre det. De går bare i gang og prøver, og så knokler de, indtil det lykkes for dem. Og det lykkes for dem på et tidspunkt, svarede Jens Axel Birn tilbage.

Aftenen var tilrettelagt af rådgivningscenter Heden & Fjorden, hvor Jens Axel Birn var inviteret til at give minkavlerne et blik på branchen udefra.

Forrygende, men…

- Vi laver disse temaaftener i forbindelse med præsentationen af vores årlige Minkanalyse for at give minkavlerne inspiration til deres forretning, forklarer virksomhedsrådgiver Jacob Rossen fra Heden & Fjorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minkanalysen indeholder regnskabs- og nøgletal fra over 100 minkfarme, og repræsenterer omkring 10 procent af den danske produktion. Og ifølge den nye analyse for 2012 går det stadig forrygende.

- Indtjeningen nåede nye højder med en gennemsnitlig skindpris på 524 kroner. Resultatet af den primære drift er også steget fra 203 kroner til 289 kroner pr. skind siden sidste år. På negativsiden kan vi til gengæld se, at der er stigende produktionsomkostninger, en tendens som ser ud til at fortsætte i indeværende år, hvor vi måske når op på 300 kroner pr. skind på grund af stigende foderpriser, fortalte Jacob Rossen.