På Gråsten Landbrugsskole har man i de seneste år kunne se flere forskellige postnumre på ansøgningerne fra skolens nye elever. I dag er det ikke nødvendigvis den landbrugsskole, der ligger tættest på, som man vælger. I stedet går eleverne målrettet efter faglighed, sociale aktiviteter og de fysiske rammer.

- Vi har elever fra hele landet, lige fra Bornholm til Nordjylland. Det er blevet markant tydeligere, at eleverne også kommer langvejs fra. Når vi spørger til, hvorfor, så er svaret oftest det glædelige, at de har hørt fra andre, at Gråsten Landbrugsskole er et godt sted, siger Dorthe Kreiberg, studievejleder på Gråsten Landbrugsskole.

Artiklen fortsætter efter annoncen

 Også på det netop afsluttede 1. Hovedforløb, som 75 elever har afsluttet, har der været elever fra andre dele af landet end Sønderjylland. Blandt andre Christian Koefoed, fra Østerlars på Bornholm:

- Jeg har gået på Gråsten Landbrugsskole på både grundforløb og 1. hovedforløb. Nu skal jeg tilbage til Bornholm i praktik på mine forældres ejendom med planteavl og søer. Til september skal jeg til Australien, og arbejde i praktik på en farm med kødkvæg og planteavl, siger Christian Koefoed. 

Udlængslen hos eleverne er blevet vakt i mange elever, og det glæder Dorthe Kreiberg.

- I år tager næsten 30 elever her fra skolen ud i verden for at arbejde. Det at få oplevelser og erfaringer både fagligt, kulturelt og sprogmæssigt giver dem en god ballast i deres kommende arbejdsliv, siger Dorthe Kreiberg.