Det er et spændende projekt, AgroTech og økologen Thomas Kjærsgaard er i gang med på en testmark ved Birk uden for Herning. 

Kornmarken er sået og radrenset efter syv forskellige mekaniske strategier, for at undersøge og dokumentere effekten af Cameleon, der ved hjælp af 2D-kamerateknik både kan så, radrense, dybdeharve og gødske med meget stor præcision.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er blandt andet ukrudtsarter som agertidsel og svinemælk, der volder de økologiske landmænd problemer, idet forekomsten af disse arter går ud over udbyttet af afgrøderne. Det, der gør Cameleon til noget særligt er, at systemet samler flere maskiner og funktioner i én. Eventuelt vil også konventionelle planteavlere, der ønsker at nedsætte pesticidforbruget, kunne få glæde af Cameleon.

Thomas Kjærsgaard har i forvejen gode erfaringer efter sin første sæson med Cameleon, hvor han forventer at forøgede udbytter på 20-30 procent er absolut realistisk.

AgroTech gennemfører udbytteforsøget i samarbejde med Thomas Kjærsgaard, hvor AgroTech er ansvarlig for udarbejdelse af forsøgsdesign og forsøgsplan, løbende registrering af ukrudtsforekomst samt skal forestå høsten. Ligeledes står AgroTech for en samlet evaluering, statistisk analyse og udarbejdelse af rapport.

Allerede nu er det muligt at se de første, interessante resultater af testen ved selvsyn, når Rådgivningscenter Heden & Fjorden inviterer til markvandring sammen med Thomas Kjærsgaard 19. juni kl. 13 til 15.