EU’s markedsføringsforordning for foder gælder også for foder, som markedsføres på hjemmesider på internettet. Det betyder blandt andet, at foderets indhold af næringsstoffer skal fremgå også på nettet.
Fødevarestyrelsen har tidligere fundet eksempler på, at foder er blevet anprist som forebyggende, behandlende eller helbredende i forhold til sygdomme som for eksempel stress, kolik eller infektioner. Den slags sygdomsanprisninger er ikke tilladt, i følge EU’s markedsføringsforordning for foder. Det er især foder til hunde, katte og heste, som markedsføres med ulovlige sygdomsanprisninger.
Fødevarestyrelsen har også fundet foderprodukter, som indeholdt ingredienser, som kan være direkte sundhedsskadelige for dyrene. Foderet indeholdt for eksempel giftige planter eller havde et for højt indhold af visse tilsætningsstoffer.
Fødevarestyrelsens foderkampagne løber til juli. Fødevarestyrelsen regner med at kunne afrapportere på kampagnens resultater i slutningen af året.





