Som et led i "kvægklyngeprojektet" bliver der i år udtaget prøver af græsset hos de 23 deltagende producenter. Sidste år blev der set på, om det bedst kunne betale sig at tage fire eller fem slæt. Forsøget viste imidlertid ingen statistik forskel i mælkeydelsen, som det blev beskrevet i seneste nummer af Bovilogisk i artiklen "Koens syn på slætstrategi".

I år bliver der derfor set på andre faktorer, som forventes at påvirke koens mælkeydelse, foderoptagelse og energiudnyttelse i højere grad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil i stedet kigge på den botaniske sammensætning af græsset - hvilken græsblanding er det, hvilken kløver er i blandingen, og hvor stor er andelen, forklarer Vibeke Duchwaider, konsulent, Videncentret for Landbrug, og fortsætter:

- Noget af det, der varierer, er kløverandelen, og vi kender den aldrig rigtigt. Ud fra analyseresultater kan vi kun gætte på, om kløverandelen er høj eller lav ved at se på andre parametre, som for eksempel NDF-indholdet. 

En af grundene til, at hun finder det så interessant at få hul på en eventuel sammenhæng, er, at det er velkendt, at kløveren opfører sig anderledes end græs i vommen.

Vibeke Duchwaider måler desuden stubhøjden på græsmarkerne hos de deltagende mælkeproducenter.

- Det er interessant at se om, vi kan drage paralleller til fordøjelighed og udbytte i næste slæt, siger hun og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Stubhøjden har meget at sige for, om græsset kommer godt igen, og den foderværdi vi får ud af det.

Hun peger på, at mange mælkeproducenter måske ikke lige får taget helt stilling til, hvad de lærte sidste år, for eksempel om det gik godt med genvæksten af græsset.

- Vi kunne godt tænke os at være lidt mere systematiske omkring græshøsten, understreger Vibeke Duchwaider.

Læs mere om projektet i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 21. juni.

Har du abonnement på bladet, kan artiklen desuden læses på www.bovilogisk.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke-abonnenter kan også læse artiklen på hjemmesiden ved at købe adgang til artiklen. 

Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.