42 medlemmer af LandboSyd får nu dækket sagens omkostninger i forbindelse med den stævning mod staten for vandplanerne, som de sidste sommer afleverede ved retten i Sønderborg.
Da vandplanerne er faldet, har retten afsagt dom om, at Miljøministeriet og Naturstyrelsen skal betale 5.500 kroner i sagsomkostninger til hver enkelt af de 42 LandboSyd-medlemmer, som har indleveret en stævning.
Indleveringen af stævningerne skete 22. juni sidste år, hvor formand for LandboSyd, Mogens Dall og advokat Peder Agger under et pænt presseopbud mødte op i retten i Sønderborg.
Sagens omkostninger omfatter 500 kroner til retsafgift og 5.000 kroner til advokatbistand.
Mogens Dall glæder sig over at have vundet i retten over Miljøministeriet og Naturstyrelsen i en sag om vandplanerne:
- For et år siden kaldte jeg stævningen en billet, hvis toget skulle køre. Nu står toget rangeret ud på et sidespor med motorstop, og vi vil gøre alt for, at det aldrig kommer af sted igen, siger Mogens Dall.
- At gå rettens vej har vist sig at være det rigtige, og vi skal fortsat være klar til at følge det juridiske spor. Desuden vil vi fastholde, at det skal være fagligheden, som skal være grundlaget for det, der skal ske, og intet andet. Hvis vi ikke kan finde den faglighed i det politiske system, bliver vi nødt til at gå rettens vej, siger Mogens Dall.
- Vi har fra LandboSyd side vist, at naturgenopretning af stenrev er en farbar vej, og afgørelsen i retten er et vink med en vognstang til Miljøministeriet og Naturstyrelsen om, at der er brug for helt andre signaler og konkrete tiltag. Kampen mod vandplanerne er langtfra slut – den er først lige begyndt, og vi vil i LandboSyd fortsat have fuld fokus på alle muligheder for at stoppe toget, siger Mogens Dall.





