Onsdag aften ved 18-tiden blev et stort ulvelignende dyr set ved Fruens Bøge i Odense, det skriver Fyens.dk
Om det rent faktisk er en ulv, er for tidligt at afgøre. Men Hasse Nørgaard, der så dyret på 30-50 meters afstand, er overbevist om, at det i hvert fald ikke var en hund, han så.
- Jeg var ude og gå med min søsters hund, da jeg så den ved jernbanen, 50-100 meter fra stationen, forklarer den 29-årige odenseaner til Fyens.dk.
- Den gik og snusede rundt, men lignede slet ikke en hund, siger Hasse Nørgaard, der beskriver dyret som stor, grålig og med en pjusket hale.
Det tætteste, dyret kommer på en hund, ville være en stor, grå schæfer, vurderer han.
Hasse Nørgaard har aldrig set en ulv i levende live og synes selv, det er underligt, hvis rovdyret skulle dukke op i Odense, siger han til Fyens.dk
- Hvordan fanden skulle den være kommet herover, spørger han.





