Det bliver ikke danskerne eller staten der skal betale for at landets politikere mistede kontrollen over udbygningen af solceller.
Det var det vigtigste budskab på dagens pressemøde med klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), som fortalte om den nye aftale med solceller, skriver Ingeniøren.
Staten kan se frem til et samlet tab på godt 700 millioner kroner frem mod 2020, og nogle af de penge skal findes i biogas og biomasse.
- Den vigtige nyhed i dag, er, at vi har fundet en model, der gør det helt klart, at det ikke bliver dyrere for danskerne, end det var tiltænkt med energiaftalen. Ganske vist har vi fået flere solceller, end vi havde regnet med, til gengæld har vi fået mindre biogas, end vi havde regnet med på det her tidspunkt, og det går nogenlunde lige op, sagde Martin Lidegaard til Ingeniøren.
En måde at dække hullet på er ved at tage PSO-midler fra biogas og biomasse, som ifølge Klima- og Energiministeriet vil blive udviklet langsommere end man forventede.
Det er midler med en værdi af 275 millioner kroner, som kan kastes efter solcellerne.





