Underbetaling skete i perioden januar 2010 til og med oktober 2012.
Efterfølgende rejste 3F Aarhus Rymarken en faglig sag, som for nylig endte med et forlig. Formanden for Den Grønne Gruppe hos 3F Aarhus Rymarken, Thomas Møller, siger:
- Vi er tilfredse med, at arbejdsgiverne nu har efterbetalt den løn, som de skyldte vores medlem. Derudover er vi tilfredse med, at virksomheden nu har skrevet en overenskomst med 3F Djursland, så lignende sager kan undgås i fremtiden.
Måned efter måned betalte arbejdsgiveren for lidt i løn til den kvindelige medhjælper fra Ukraine.
- Ifølge parternes kontrakt skulle hun have 22.000 kroner i løn om måneden for 37 timers arbejde om ugen, medens overarbejde skulle aflønnes med 170 kroner i timen.
Men medhjælperen fik fast 100 kroner i timen for alle timer, også overarbejdstimer, viser hendes lønsedler, skriver 3F.
100 kroner
Kvinden havde arbejdet i to år med mink i Danmark, da hun blev ansat som medhjælper på to minkfarme på Djursland.
- På det tidspunkt sendte jeg næsten hele min løn hjem, og de vidste, at min mor var syg. Min opholds- og arbejdstilladelse i Danmark var kun gældende, hvis jeg arbejdede for dem. Det var ikke en mulighed for mig at sige nej, da jeg opdagede, at min løn kun var 100 kroner i timen, siger den nu 27-årige ukrainer, som ikke ønsker sit navn frem, da hun lever i Danmark.
Minkavler: Hun kunne være rejst hjem
Minkavleren erkender, at de ikke har betalt ukraineren som aftalt i kontrakten. Om efterbetalingen på 150.000 kroner siger han:
- Det har vi ingen kommentarer til, for nu har vi betalt de penge, og så er det ude af verden.
Arbejdsgiveren oplyser dog, at han er skuffet over sagen og den tidligere medarbejder.
- Det virker jo mærkeligt, at hun har arbejdet for os i tre år, hvis hun er blevet behandlet så dårligt. Vi har ikke haft hende bundet på hænder og fødder. Hun kunne jo være rejst hjem efter en måned, hvis hun ikke var tilfreds med forholdene, siger Han.





