Den internationale juletræsbranche står i en virkelig stærk markedssituation, men alle markedsdata peger på et stigende paradoks: Nyplantningen af træer kan slet ikke følge med markedsvæksten.

Dermed er producenterne på vej til at misse et kæmpe potentiale de kommende år. Sådan lyder advarslen fra den store producent og leverandør af juletræsplanter, juletræer og pyntegrønt, Green Team Group.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er stærkt bekymrede over den manglende vækst i nyplantningen i år. Som markedsleder med aktiviteter i hele Europa følger vi udviklingen tæt, og billedet er meget klart og entydigt: Der plantes alt for få træer til at følge markedsvæksten bare i de kommende år, siger administrerende direktør Peder Østbjerg, Green Team Group.

- Alene i Danmark har vi de seneste år set et fald i produktionsarealet, og vi risikerer dermed at miste positionen som førende eksportland i det fremtidige marked, hvor Østeuropa er i kraftig vækst, og forbrugerne i Vesteuropa fravælger plasttræet til fordel for naturtræer, fastslår Peder Østbjerg.

Risikerer at skuffe kunderne

Han mener, at der bør plantes 120-130 millioner juletræsplanter årligt på europæisk plan.

- Men nyplantningen i år ligger cirka 20-30 procent under dette og dermed for lavt til at matche efterspørgslen i 2020 og fremad, og det vil blive et problem for alle i branchen, siger Peder Østbjerg og fortsætter:

- Vi risikerer at måtte skuffe mange eksisterende veletablerede kunder og de nye kundegrupper i Østeuropa, som i disse år får øjnene op for naturtræer af god kvalitet, og det kan ingen have interesse i. Risikoen er, at disse kunder i stedet vælger et plastikjuletræ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Manglede træer i 2012

Peder Østbjerg hæfter sig ved, at juletræsbranchen har været plaget af "sejlivede rygter" om en mulig overproduktion. Men tallene for 2012 talte et helt andet og meget tydeligt sprog, mener direktøren.

Green Team Group alene solgte over 1,8 millioner juletræer sidste år og kunne have solgt op i mod en kvart million mere, hvis koncernen havde kunnet skaffe træerne.

I 2020 venter Green Team Group et salg på 85 - 96 millioner naturtræer på det kommercielle marked i Europa, trukket af stærke vækstmarkeder i Østeuropa, Rusland og Asien.