HedeDanmark ændrer navn på forretningsenheden Skovudstyr, som fremover vil blive markedsført under navnet HD2412 på alle geografiske markeder.

Baggrunden for navneændringen er ifølge HedeDanmark øget genkendelighed og et signal om, at det forretningsmæssige fokus ligger på salg af udstyr til juletræsbranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I takt med internationaliseringen af juletræsbranchen er Skovudstyr fulgt med ud i den store verden. Derfor er behovet øget for, at alle vores aktiviteter samles i et fælles navn og brand uden sproglige hindringer, siger administrerende direktør Carsten With Thygesen fra HedeDanmark.

- Med valget af HD2412 ønsker vi at skabe et navn, der fungerer godt i alle lande, er velegnet til internethandel, men samtidig også signalerer en høj grad af tilgængelighed, hvor HD2412 har åbent 24 timer i døgnet 12 måneder om året. Oveni synes vi også, at vi er lykkedes med at skabe en kobling mellem juleaften, jul og juletræsbranchen.