Enhedslisten vil lave zoner, hvor det er forbudt at bruge sprøjtemidler. Partiets miljøordfører Per Clausen siger nu, at der må findes penge til det, så det kan blive en realitet, det skriver Jyllandsposten.
- Vandværkerne og kommunerne har ikke de midler, der skal til, hvis landmændene skal have erstatning eller jorden skal opkøbes. Derfor er der brug for en statslig indsats, siger Per Clausen i en kommentar til nye tal for af salget af sprøjtemidler.
Salget af sprøjtemidler steg i år med 19,3 procent i forhold til året før. Det viser branchestatistikken fra Dansk Planteværn.
Afgifterne på sprøjtemidler stiger fra 1. juli i år. Dette er på baggrund af regeringens ønske om at sænke forbruget, efter mange års stigning. De har et ønske om at begrænse miljøbelastningen fra sprøjtemidler med 40 procent i 2015.
- Den markante stigning i salget af pesticider kan gøre det meget svært at nå målet om reduktionen. Jeg frygter derfor endnu en fiasko i indsatsen for at begrænse anvendelsen af farlige sprøjtemidler i dansk landbrug, siger Per Clausen til Jyllandsposten.





