De seneste års forbedrede betingelser for at øge indtjeningen har givet mod på at producere og investere mere i både 2013 og 2014. Næsten fire ud af 10 landmænd ventes at øge produktionen, og hver fjerde forventer at øge investeringerne begge år. Også forventningerne til indtjeningen er generelt positiv, idet hver tredje landmand forventer at tjene mere begge år.
Det viser Landmandsbarometeret, en halvårlig undersøgelse foretaget af Videncentret for Landbrug.
- Tiltroen til fremtiden er efterhånden stor i landbruget. Alle driftsgrene har nu et flertal, der forventer fremgang. Udgangspunktet er dog meget forskelligt, og især mælkeproducenterne har haft det svært og har først for nyligt har oplevet en smule medvind med lidt højere mælkepriser siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret for Landbrug.
Årsagen til de positive forventninger er især en gradvis forbedring af bytteforholdet i landbruget og de fortsat lave renter. Også de seneste politiske signaler med målrettet miljøregulering kan have medvirket til øget optimisme mener Klaus Kaiser.
Landbruget hæmmes af høje omkostninger og manglende finansiering
Landmandsbarometeret viser dog samtidig, at 54 procent af landmændene mener, at produktionen begrænses af høje produktionsomkostninger, og landmændene oplever i stigende grad vanskeligheder med at finde finansiering. Hele 42 procent mod 34 procent i november 2012 angiver nu, at deres produktion begrænses af manglende finansiering.
Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, udtrykker glæde over udsigten til bedre indtjening, men hæfter sig også ved rækken af forhold, der begrænser produktionen.
- Undersøgelsen viser, at landmændene er klar til at bidrage til væksten og beskæftigelsen i samfundet gennem øgede investeringer og produktion, siger Martin Merrild.
- Men undersøgelsen viser også, at endnu flere landbrug har svært ved at finde finansiering. Det hæmmer investeringer og ejerskifter i landbruget. Herved forringes konkurrenceevnen, og der er risiko for, at råvaregrundlaget svinder ind. Natur- og Landbrugskommissionen fremsatte fornyligt en række interessante forslag, der kan hjælpe nye investeringer og generationsskifter på vej, Det gælder også den målrettede regulering, der kan skabe det nødvendige råvaregrundlag. Lad os få sat turbo på og få dem ud at virke. Det vil gavne både samfundet og landbruget, siger Martin Merrild.





