Den 1. juli er det 25 år siden, Johannes Jensen tiltrådte som direktør i Dansk Maskinbørs A/S, som han efter få år blev medejer af - og siden 1994 har været eneejer af.

Da Johannes Jensen kom til Dansk Maskinbørs, havde han allerede stor erfaring med landbrugsmaskinbranchen, og det satte ham i stand til at spotte, hvordan maskinauktioner kunne gøres til en succes i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han valgte således allerede fra begyndelsen at ændre det koncept, som grundlæggeren, Johannes Abildtrup havde kørt virksomheden efter, siden etableringen.

- Fra dag ét vendte jeg konceptet 180 grader. Indtil jeg kom til, gik konceptet ud på at hente maskiner hos landmændene og så sælge dem til maskinhandlerne, siger Johannes Abildtrup, der var bilmand, og konceptet havde han lært i USA.

- Men jeg sagde, at vi i stedet skulle hente maskinerne hos maskinhandlerne og sælge dem til landmændene. Det var han ikke enig i, men jeg insisterede og sagde, at jeg ville stoppe, hvis det ikke kørte i løbet af et år, fortæller Johannes Jensen.

Inspiration fra USA

Herning Maskinauktion A/S var grundlagt i 1979 af Johannes Abildtrup i en hal i messecentret.

- Johannes Abildtrup havde lært faget i USA og grundlagde den første bilauktion i et telt i Rønde i 1970. Han rejste selv rundt som auktionarius sammen med sine to brødre, fortæller Johannes Jensen, som var fascineret af, at man kunne omsætte for store beløb på kort tid, så han fulgte godt med i auktionerne. Han var i midten af 1980'erne ansat hos Dronningborgs maskinforretning, og han overværede altid auktionerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så havde jeg mulighed for at prikke en byder på skulderen, hvis vedkommende ikke fik hammerslag på det, han bød på. Og så kunne jeg nogle gange sælge noget til vedkommende, fortæller han.

Vejen til maskinbørsen

Johannes Jensens vej til at stå i spidsen for Dansk Maskinbørs blev indledt allerede i 1986, da han blev fristet af en annonce, hvor firmaets grundlægger Johannes Abildtrup søgte auktionarius-aspiranter.

- Jeg meldte mig til Johannes Abildtrups uddannelse. Vi var en lukket kreds på 10 personer, som var med på hans kursus, hvor det blandt andet handlede om at lære at regne og tænke hurtigt, fortæller Johannes Jensen.

Johannes Abildtrup lavede sin egen eksamen og udstedte eksamensbeviser til deltagerne, og efter kurset, ville han ansætte Johannes Jensen.

- Men jeg havde ikke lyst til at skifte, for jeg var lige begyndt i som forretningsfører for Dronningborg i Silkeborg. Johannes Abildtrup kom så forbi i Silkeborg hver anden mandag i et år, og den 31. maj året efter sagde han, at hvis jeg skulle bruge mere end et år til at sige ja, så var jeg alligevel ikke den rigtige til jobbet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det endte med, at vi alligevel blev enige om, at jeg skulle prøve det, men jeg havde hverken en ny kontrakt eller en aftale om løn, men han mente, at vi nok skulle finde ud af det. Jeg skulle bare skynde mig at sige op, fordi det var den sidste dag i måneden. Så det gjorde jeg uden at have en håndfast aftale med Johannes Abildtrup, fortæller Johannes Jensen.

Kunne købe aktier

- Vi blev enige om lønnen, og jeg begyndte her som direktør den 1. juli 1988. Men så ville han påtvinge mig nogle optioner på aktier, som ikke var noget værd. Det var i orden for mig, selv om jeg knapt vidste noget om, hvad det var, fortæller Johannes Jensen.

Han skulle opnå overskud tre år i træk for at udnytte optionerne, og det lykkedes allerede efter de tre første år.

- Så jeg kunne købe 24 procent af aktierne til pari, og da aktiekapitalen var 300.000 kroner, betalte jeg 72.000 kroner, husker Johannes Jensen. I forbindelse med aktiehandlen blev der udfærdiget en aktionæroverenskomst, hvor Johannes Jensen også fik forkøbsret til Johannes Abildtrups aktier.

Og den 3. januar 1994 købte Johannes Jensen de sidste 76 procent af aktierne og blev eneejer af firmaet. Allerede da var prisen for aktierne 8,1 millioner kroner, for der var pludselig blevet goodwill i butikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blev advaret

- Jeg er glad for, at det er gået, for jeg gik fra et sikkert job til en usikker branche. Jeg blev da også advaret, da jeg skiftede. Min daværende chef kaldte Dansk Maskinbørs en dødssejler og syntes, jeg skulle vælge det sikre, for jeg havde en god position hos Dronningborg. Så nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der i dag ikke længere noget, der hedder Dronningborg, men Dansk Maskinbørs lever og har det godt, siger Johannes Jensen Konceptet for dansk maskinbørs fungerede.

- Vi havde auktion hver anden mandag her i huset. Det var kun landbrugsmaskiner. Nogle år solgte vi flere end 500 traktorer, og ét år solgte vi 100 Case fra Finland, fordi nogle specielle momsregler gjorde det fordelagtigt at sælge dem ud af Finland.

- En af dem er i øvrigt kommet ind igen, og den har vi valgt at beholde, fordi vi havde brug for en traktor her på pladsen fortæller Johannes Jensen.

Firmaets bemanding har gennem årene været ret stabil.

- Vi har altid været fire - max fem personer i butikken plus et par freelancere. Flere vil vi ikke være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Få store auktioner

I dag handler Dansk Maskinbørs med andet end landbrugsmaskiner. Men halvdelen af de omsatte maskiner er fortsat landbrugsmaskiner. Resten fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem entreprenørmaskiner og pallevarer med videre.

Auktionerne foregår i enten firmaets egne lokaler på Mads Eg Damgaards vej i Herning eller ude af huset - eksempelvis hos maskinstationer. Fra 2004 blev frekvensen af auktionerne ændret, fordi de efterhånden blev for tynde.

- Nu holder vi otte gode auktioner om året, og auktionerne er igen blevet en væsentlig del af vores indtjening, siger Johannes Jensen.

Rekordauktion

Den hidtil største auktion, som Dansk Maskinbørs har arrangeret, foregik den 17. december 2012, da der var auktion på en maskinstation i Varde.

Køberne til auktionseffekterne er ifølge Johannes Jensen landmænd og maskinstationer. Han har i alle årene oplevet stor opbakning fra maskinstationerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Normalt møder alle maskinstationer op, når der er auktion på en anden maskinstation. Men maskinhandlerne har altid været delte. Nogle sætter maskiner ind på samtlige auktioner, mens andre ser auktionerne som en konkurrent, konstaterer Johannes Jensen.

Vurdering skal holde

Johannes Jensen er tydeligt stolt af sin evne til at ramme priser ret præcist.

- Jeg laver alle vurderingerne selv, og de holder. Normalt bliver alt solgt, og på årsbasis bliver mere end 99 procent af varerne solgt, siger han.

Evnen til at ramme den rigtige pris giver også givet Johannes Jensen mange henvendelser fra den finansielle sektor, som har brug for hjælp til at finde værdien af brugte maskiner. Alt salg på auktionerne foregår kontant.

- Jeg plejer at sige, at vi handler med de rige. Og de slår til nu. Frem til 2008 var det dem - med egne penge - der lagde til side, fordi de syntes alt var for dyrt. Nu kommer alle dem, der gemte pengene, og de kan betale, men de kunne ikke eller ville ikke være med, da de hurtige penge var i spil alle vegne, siger Johannes Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremtiden

Johannes Jensen har indledt forberedelserne til et kommende generationsskifte.

- Jeg bliver 65, og jeg har besluttet, at jeg holder, når jeg bliver 70. Jeg har derfor skåret Dansk Maskinbørs til, så firmaet er en selvstændig driftsenhed uden ejendomme og aktiver. Ejendommene er solgt over i et andet selskab, så forretningen bliver til at overtage. Men jeg holder ikke på kort sigt, fastslår han.