Abonnementsartikel

Det er umuligt at forudsige, hvad vandplanerne kommer til at betyde for den enkelte landmand. Det bliver forskelligt fra kommune til kommune, spår L&F-formanden.

Fremtiden er usikker for de danske landmænd, for der bliver stor forskel på, hvordan vandplanerne implementeres i landets 98 kommuner. Det vurderer Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har så at sige 98 forventninger til vandplanerne, siger formanden, som samtidig understreger, at han ikke er modstander af, at vandplanerne skal implementeres ude i kommunerne.

- Decentrale løsninger er i udgangspunktet positivt. Især hvis man har nogle mennesker siddende i kommunen, som har forstand på det og kan lave nogle gode løsninger lokalt, siger han.

Ifølge Martin Merrild er faren ved de decentrale løsninger dog, at det kan give meget forskellige resultater fra kommune til kommune.

- Der er stor forskel på kvalifikationer og politiske holdninger i de 98 forskellige kommuner. Så vandplanerne kan komme til at være meget forskellige, alt efter hvor i landet man bor, forudser Merrild.

Skuffet over nye planer

Der er flere grunde til, at det er svært at forudsige, hvordan de endelige vandplaner kommer til at se ud, mener L&F-formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er stadig rigtig mange spørgsmål. Har kommunerne overhovedet ressourcer til at løse opgaven? Er der i det hele taget lovhjemmel i vandplanerne? Der er meget, der er uvist endnu, forklarer Merrild.

Han er skuffet over, at de nye vandplaner ligner de gamle til forveksling. Den lille ændring i vandløbsklassificeringen flytter ikke ret meget, mener Martin Merrild.

- Man har ikke taget et opgør med vandløbsklassificeringen og beregnet den på samme måde som syd for grænsen, lyder kritikken fra formanden.

Ikke godt nok

Konkret har Naturstyrelsen ændret klassifikation på 1.704 kilometer vandløb, og cirka 400 kilometer vandløb er taget ud af indsatsen. Desuden vil det fremgå tydeligere af planerne, at der ikke skal iværksættes en indsats, hvis det fører til store oversvømmelser af landbrugsjord.

Men det er ikke godt nok, mener Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er stadig kæmpe forskel på, hvordan man klassificerer vandløbene fra land til land. Vores vandløb er i høj grad modificerede af drænvand. Og vi har en række snorlige vandløb, som man i vandplanerne påstår, er naturlige. Sådan går det, når indgangsvinklen er analyser i stedet for faglige undersøgelser, siger formanden.

Høringssvar

Landbrug & Fødevarer er i øjeblikket i gang med at analysere vandplanerne for at kunne lave høringssvar. Han opfordrer også sine medlemmer til at udnytte høringsfasen.

- Der er al mulig grund til, at landmænd, der bliver ramt af vandplanerne, skal indsende høringssvar, siger Martin Merrild.

Landbrug & Fødevarer holder fire stormøder om vandplanerne i juni. Møderne foregår den 17. juni i Hal Q i Herning, den 19. juni i Sørup Herregaard i Ringsted, den 20. juni i Vejgaard Hallen i Aalborg og den 24. juni i Lillebæltshallerne i Middelfart.