Hvorfor er Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger slet ikke taget med i vandplanerne, når de nu alligevel skal i høring igen?
Det undrer planteavlskonsulent Helle Borum fra Heden og Fjorden.
- Nu har vi fået præcis de samme vandplaner igen, hvor virkemidlerne er efterafgrøder og randzoner og alle de andre generelle virkemidler. Det passer jo slet ikke sammen med, at Natur- og Landbrugskommissionen er kommet frem til, at vi ikke kan nå længere ad den vej. Vi har høstet de lavesthængende frugter, så nu skal vi have en målrettet indsats, siger Helle Borum.
Hovedløst
Hun forstår ikke, hvorfor regeringen ikke har medtaget kommissionens anbefalinger i de nuværende vandplaner.
- Det er utroligt, når regeringen selv har bedt om den rapport (fra Natur- og Landbrugskommissionen, red.), og rapporten kommer til tiden - og så fortsætter regeringen alligevel ad den samme vej som altid, siger planteavlskonsulenten.
Hun foreslår, at når første generation af vandplanerne alligevel er forsinket, så kunne man slå første og anden generation sammen og så sørge for, at de målrettede virkemidler kom med.
- Jeg ved godt, at vi har et større undersøgelsesarbejde foran os, når vi skal måle, hvor meget og hvor henne virkemidlerne har effekt. Men vi ved heller ikke så meget om de generelle virkemidler, at det giver mening at fortsætte hovedløst ad den vej, siger Helle Borum og fortsætter:
- Man har jo også blindt holdt fast i de 19.000 ton kvælstof, som udregnet ved hjælp af ålegræsværktøjet, på trods af at ålegræs for længst er dømt ude.
Det kan ikke nås
Fungerende miljøminister Pia Olsen-Dyhr (SF) forklarer imidlertid over for Maskinbladet, at der ikke er tid til at implementere Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger i den første generation af vandplanerne.
- Vandplanerne har været på vej siden 2009, og det er faktisk for at imødekomme landbrugets ønske om en længere høringsfrist, at planerne endnu ikke er blevet implementeret, forklarer Pia Olsen-Dyhr, som ikke forstår, hvorfor landmænd og konsulenter protesterer mod vandplanerne.
- Det er altså forholdsvis beskedne krav, vi stiller i vandplanerne. Og vi har en forpligtelse over for EU. Vi kan ikke som det eneste land svigte vores forpligtelser til at forbedre vandmiljøet. Desuden ville vi stå til at miste 800 millioner kroner fra EU's landdistriktsprogram, hvis vi ikke lever op til EU's krav, siger ministeren.
Hun understreger, at der ikke er tale om manglende vilje til at følge Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, men at de nuværende vandplaner for længst burde være implementeret.
- Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger kan vi først følge fra 2016. Det bliver altså den næste generation af vandplaner, hvor anbefalingerne kan tages med, forklarer Pia Olsen-Dyhr.






