Ud over dyr og maskiner kommer dyrskuegæsterne i høj grad for at høre om og smage på de lokalt producerede fødevarer. Derfor har arrangørerne bag Hjørring Dyrskue inviteret tv-kokken Adam Price og Landbrug & Fødevarer-direktør Søren Gade til en live-udgave af "Price inviterer?"

Det kommer til at foregå i køkkenet i LandboNords telt lørdag klokken 13.30.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hjørring Dyrskue har i det hele taget endnu mere fokus på fødevarer i år, end der har været de tidligere år.

- Årsagen er, at vi gennem en publikumsundersøgelse er blevet bekræftet i, at det især er fødevarer, som dyrskuets gæster er interesseret i. Der vil for 10. år i træk være mulighed for at besøge Madbazaren, men derudover er der en række spændende punkter på programmet, fortæller dyrskueansvarlig Karin Møller Larsen.

Madteater

Som noget nyt præsenterer Hjørring Dyrskue i år også et madteater. Her giver Henrik Bjørklund, Glashuset Lønstrup, publikum en helt ny madoplevelse.

Formålet er at formidle viden om den mad, der bliver serveret for gæsterne i teatret. Henrik Bjørklund formidler historien bag retterne, mens producenterne af de valgte råvarer får mulighed for at fortælle kort om deres produktion.

Endelig kommer Webers kokkelandshold og kokkererer smagsprøver på grill klokken 15.00-18.30 om fredagen uden for LandboNords telt. Og går man ind i teltet, vil Food College Aalborg også byde på smagsprøver på pølser, som de selv har produceret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Masser af dyr og maskiner

Dyrene er dog stadig det vigtigste på skuet, forsikrer arrangørerne, som i år forventer 800-900 dyr inden for kategorierne malkekvæg, kødkvæg, heste, får, geder, kaniner, høns og andet fjerkræ.

- Også maskinudstillingen er afgørende for dyrskuets eksistens, og der kommer i år op til 130 forskellige stande. Som noget nyt vil vi i år også kåre skuets nyhed inden for maskiner, og en række af de nominerede til denne pris vil blive præsenteret i den store ring umiddelbart inden kåringen, fortæller Karin Møller Larsen.

Traditionen tro vil et stort hesteshow løbe af stablen fredag aften. Særlig for årets hesteshow er, at dyrskuet får besøg af verdens største hesterace. Shire er både den højeste og tungeste hest i verden. Højden er normalt over 180 centimeter og vægten mindst 800 kg og ofte over 1.100 kg.

Hjørring Dyrskue foregår i år den 21.-22. juni.