Abonnementsartikel

De høje kornpriser gør det ekstra attraktivt at sikre en effektiv bekæmpelse af svampesygdomme i byg.

Når det gælder svampebekæmpelse i kornafgrøderne, ligger fokus i høj grad på vinterhvede. Der er imidlertid rigtig god fornuft i at gøre en ekstra indsats for at holde byggen sund.

En ekstra indsats i byg kan betyde et endnu bedre resultat ved dyrkning af byg. Hvad enten det drejer sig om vinter- eller vårbyg, og uanset om byggen er til foder eller malt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med de gode priser på byg, med eller uden kontrakt, kan der være god økonomi i at øge dosis i forhold til, hvad man er vant til. Bygpriser på mere end 150 kroner pr. hkg kan retfærdiggøre 0,6-0,8 af normaldosering fordelt over to behandlinger. En strategi med Proline eller Prosaro kan for eksempel se ud som beskrevet i tabellen.

Byg af høj kvalitet

I løbet af foråret og sommeren 2012 blev der i Bygkampen sat fokus på dyrkning af byg af høj kvalitet.

Seks hold konkurrerede om at finde den strategi, der giver det bedste resultat i maltbyg. Forskellen mellem bedste og dårligste resultat var 2.000 kroner på bundlinjen. Det understreger vigtigheden af at vælge den rette strategi ved dyrkning af byg. I 2013 er der store arealer med vårbyg, og der kan således i år være endnu mere at hente ved at målrette indsatsen mod svampesygdomme i byggen.

God økonomi i at bekæmpe svampesygdomme

I 2012 var der flere steder udbredte angreb af skoldplet. Også i Landsforsøgene optrådte skoldplet i nogle tilfælde med voldsomt store udslag på udbytterne. I disse forsøg har både Proline og Prosaro klaret sig godt. I en serie af forsøg med kraftige angreb af skoldplet blev der opnået nettomerudbytter, hvor de to produkter indgår, på mellem ni og cirka 13 hkg pr. hektar.

Det er naturligvis undtagelsen med merudbytter i denne størrelsesorden. Men det giver et fingerpeg om, at Proline og Prosaro også har en glimrende profil i byg. Udover at være stærke mod skoldplet, giver produkterne gode muligheder for at bekæmpe vigtige svampesygdomme i byg. Proline har effekt mod bygrust, og Prosaro, der er et blandingsprodukt af Proline og Folicur, er endnu stærkere mod rust. Begge svampemidler vil være oplagte at anvende, hvor der er risiko for angreb af Ramularia, der ligesom bygrust oftest optræder sent i sæsonen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Strobiluriner ved skridning

Gennem flere år har det været foretrukket at anvende løsninger, hvori strobilurin indgår, når der bekæmpes svampe i byg. Ifølge konklusionerne fra Landsforsøgene 2012 anbefales løsninger, hvor midlerne indeholder strobiluriner fortsat omkring skridning. Nu med den tilføjelse, at Proline, Prosaro og Bell har givet merudbytter på samme niveau.

Gennem årene har Folicur været en fast bestanddel af mange svampebehandlinger i byg sammen med et strobilurin. Betragtes forsøg fra 2011 og 2012 fremgår det, at der er mulighed for at rykke en klasse op med for eksempel Prosaro, både hvad angår effekter mod de betydende sygdomme og merudbytter.

Kvaliteten af dansk byg er kendt for at være høj. Det er vigtigt fortsat at holde fast i byg som en attraktiv vare. Betragtes byg som en højværdiafgrøde, er det blot en naturlig del af en målrettet strategi også at optimere svampebekæmpelsen.