- Det går godt for minkavlerne lige nu, ingen tvivl om det, og det skal vi alle glæde os over. Men hvis ikke man tænker sig om og fokuserer på fremtiden, så er den nemme og indlysende løsning på en god indtjening ofte bare at udvide produktionen. Mere vil have mere. Men det er måske ikke altid den bedste løsning.
Budskabet fra virksomhedsrådgiver Jacob S. Rossen fra Rådgivningscenter Heden & Fjorden til de danske minkavlere kan koges ned til tre ord: ”Tænk dig om!”
Tænk dig om
- Det er nu, man som avler skal sætte sig ned og spekulere på, hvad det er man vil. Ikke bare nu, men også om to år, om fem år eller om ti år. Hvad er formålet med produktionen, hvad er din drivkraft, hvorfor er du i branchen? For nogle giver det god mening at udvide, mens andre måske hellere skal investere overskuddet i nye og andre produktioner, for at give virksomheden et ekstra ben at stå på, nævner Jacob Rossen som eksempler.
- Man skal også spekulere over, hvor man er i sit livsforløb. Er der nogen særlig grund til at udvide, hvis man tænker på at afvikle og gå på pension om fem år? Hvem skal man sælge bedriften til, når den tid kommer?
Temaaften om minkavl
Torsdag 20. juni afholder Heden & Fjorden en temaaften for minkavlere, der netop vil fokusere på fremtidens minkavl.
- Vi præsenterer Minkanalysen 2012, der er branchens bedste benchmarkingværktøj for minkavlere, med en række interessante pointer og økonomiske højdepunkter.
- Vi kigger også på fremtiden, hvor Michael Holm, der er Global Trend Manager for Kopenhagen Fur, kommer med sit bud på fremtidens mode i pelsbranchen. Det er vigtigt, for de avlere, der gerne vil være på forkant med de pelstyper der bliver efterspurgt om nogle år.
- Og netop omkring minkbranchens forhold til likviditet, investeringer og konsolidering har vi fået en globalt orienteret industrimand til at kigge på branchen udefra. Direktør Jens Axel Birn fra Vald. Birn A/S fortæller, hvordan han ser på pelsdyrbranchens muligheder og udfordringer, samt hvorledes man styrer økonomien i en industrivirksomhed.
Fakta, forventninger og forretning
- Det bliver en aften med fokus på fakta, forventninger og forretning. Vi vil gerne give inspiration til hvordan minkavlere kan optimere deres drift, udvikle deres bedrift og professionalisere deres forretning endnu mere, siger Jacob Rossen fra Heden & Fjorden.





