Bare giv os opgaverne! Sådan lød det fra Flemming Lehbert Sørensen fra Kommunal Teknisk Chefforening ved Natur- og Miljødebatten i Nyborg i forrige uge. Mens han på kommunernes vegne opfordrede staten til at vise kommunerne mere tillid med hensyn til at løfte indsatsen med vandplanerne, udtrykte juraprofessoren Helle T. Anker skepsis med hensyn til at sende miljøopgaver ud til samtlige landets kommuner.
- Det er meget vigtigt, at man i miljøforvaltningerne sikrer, at der en tilstrækkelig ekspertise. At man ved hvilken myndighed, der bedst muligt løser den enkelte opgave, og at man ikke oparbejder en specialviden i alle landets 98 kommuner, sagde hun på mødet i Nyborg ifølge de kommunaltekniske chefers forenings hjemmeside, www.ktc.dk.
Helle T. Anker opfordrede derfor kommuner med enslydende udfordringer til at arbejde sammen om at løse disse, idet man derved opnår specialviden i mere specialiserede enheder.
Når aldrig målene
På same møde understregede Flemming Lehbert Sørensen i øvrigt, at ikke hver en meter i vandrammedirektivet kan være til debat.
- Hvis vi skal diskutere hver enkel meter, hvor vi ændrer vandløbsvedligeholdelse, og hvis vi skal lave en vandtæt dokumentation for, hvad konsekvenserne er for hver meter, når vi aldrig de mål, vi har, og de mål er jo ikke engang særligt ambitiøse længere, sagde han med henvisning til vandrammedirektivets mål om bedre vandkvalitet.
Ifølge altinget.dk kom bemærkningen som følge af, at landbruget er bekymret for, om kommunerne magter opgaven med at løfte vandplanerne, og at den ændrede vandløbvedligeholdelse vil føre til oversvømmede marker, og at kommunerne derfor skal lave konsekvens-beregninger.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi er de eneste, som kan løse opgaven. Når vi kommer i dialog med den enkelte landmand, kan vi faktisk godt finde en løsning, sagde han og fortsatte: Men for at dialogen kan lykkes, er der behov for at afstemme forventningerne – ikke mindst med landbrugets organisationer. Dialogen må altså ikke blive en administrativ og bureaukratisk forhindring for indsatserne, pointerede han.





