Abonnementsartikel

Nyheden om, at kun hver fjerde ko kommer på græs, har sat gang i en skarp debat med hård kritik af landbruget.

"Landbrugssvineri".

Sådan omtaler Politiken.dks debatør Rune Engelbrecht Larsen situationen i landbruget, efter at det i weekenden kom frem, at kun 25 procent af de danske malkekøer kommer på græs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Hvad er det efterhånden for vanvittige dyreforhold, vi accepterer i det konventionelle landbrug? Millioner af svin og køer pakket og stuvet sammen i lukkede rum uden at se så meget som én solstråle i det fri i livet? Hvordan kan store dele af et helt erhverv være så blottet for basal omtanke, at mange tilsyneladende ikke bekymrer sig om dyrenes naturlige adfærd?" Lyder den hårde kritik fra Rune Engelbrecht Larsen.

Han giver ikke meget for landbrugets argumenter om konkurrencevilkår.

"I Sverige er det lovpligtigt, at køerne skal på græs i sommerhalvåret. (...) At svineriet skulle være 'nødvendigt' af hensyn til konkurrenceevnen, er med andre ord et dårligt 'argument'. Det er heller ikke nogen undskyldning, at vi som forbrugere i alt for ringe grad siger fra over de millioner af køer, svin, høns, mink osv., der lukkes inde i skotøjsæsker for at kunne sælge en billigere frikadelle eller en dyrere model af de danske pelse," skriver Rune Engelbrecht Larsen i sit debatindlæg på Politiken.dk. 

Han får dog svar på tiltale fra en læser, der savner villighed fra forbrugerne til at betale ekstra for fødevarerne:

"Så er alle de hellige på banen igen. I kan få alt det, I beder om - men I vil ikke betale for det! Det er billigere at have husdyr lukket inde. Luk dem ud, og betal hvad det koster," skriver Bent Nørgaard i en kommentar til debatindlægget.