- Der er et kvantespring fra en ældre bæltetraktor til den nye Challenger.

Ordene kommer fra traktorfører Henrik Ipsen fra Dansk Landbrugs Management A/S, og anledningen er, at han netop har fået en ganske særlig bæltetraktor mellem hænderne, nemlig Danmarks første Challenger MT765D. At det netop skulle være en bæltetraktor igen, var der næppe tvivl om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sidste sommer var jeg i USA, hvor vi besøgte AGCO-fabrikken i Jackson, Minnesota, hvor bæltetraktorerne bygges, fortæller Henrik Ipsen, der er traktorfører og altmuligmand hos Dansk Landbrugs Management A/S, som står for driften af cirka 2.500 hektar tilhørende Vallø Stift, Ledreborg og Vibygård på Sjælland.

I 10 år har han været pilot på en ældre Claas bæltetraktor. Den blev næsten udelukkende brugt til at trække såmaskinen, og det skal den nye Challenger MT765D også.

- Vi fik den nye Challenger til forårssæsonen i år, og jeg har sået 550 hektar med den, siger Henrik Ipsen, der nu kender til de forbedringer, der er sket på de 10 år der er gået, siden han fik sin første bæltetraktor. Årligt kommer den nye Challenger til at så omkring 1.700 hektar, og det kan den klare på cirka 750 traktortimer.

Udover at være ny på det store landbrug er det også første gang, at en Challenger MT765D er solgt og taget i brug i Danmark.

Stort kraftoverskud

Såmaskinen har en arbejdsbredde på 12 meter, og der bliver kørt med 11 km i timen. Der skal godt med power til at trække den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Challengeren har en maksimal motoreffekt på 386 hestekræfter med boost, og det er cirka 80 flere end vores gamle bæltetraktor, siger Henrik Ipsen, der også oplever større komfort.

- Den har affjedret undervogn, så stød fra underlaget ikke forplanter sig nær så meget op i førerkabinen. Bælterne er også længere, og kabinen har et bedre ophæng. Lydniveauet er væsentligt lavere, og sædet er affjedret og elektrisk indstilleligt, siger han.

De nye Challenger MF765D traktorer bruger AGCO Power motorer, der bliver bygget i Finland. Det er sekscylindrede motorer med en volumen på 8,4 liter, og de lever op til standarderne i Tier 4.

- Men allerede nu ser jeg en helt anden fordel ved den nye motor. Den bruger noget mindre brændstof, siger Henrik Ipsen og tilføjer, at brændstoftanken rummer 526 liter.