Konkurrencerådet har i dag påbudt foreningen, at ophæve reglerne og ikke indføre lignende regler igen. Cirka 90 procent af de private praktiserende dyrlæger i Danmark, er medlem af foreningen. Og branchen omsatte sidste år for mere end to milliarder kroner.
De etiske regler, som foreningen har lavet, beskriver blandt andet hvad der anses for god etik ved henvisning af dyr til specialbehandling.
I praksis betød det at kunderne ikke kunne skifte til en dyreklinik, som de i en anden forbindelse var blevet henvist til.
En kunde oplevede at blive afvist med sin kat på et dyrehospital. Årsagen var, at kundens tidligere dyrlæge inden for det seneste halve år, havde henvist kunden til dyrehospitalet i forbindelse med behandlingen af en anden kat.
Derudover sagde de etiske regler, at ved en dyrlæges død eller sygdom, skulle man afholde sig fra at åbne en praksis eller på andre måder få fordele på bekostning af sin syge kollega.
Ved en dyrlæges død skulle dyrlægerne undlade at nedsætte sig inden for en radius af 15 kilometer, indtil afdødes praksis er solgt, dog længst seks måneder.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde tidligere bedt Den Danske Dyrlægeforening om at ændre sine etiske regler, men det havde foreningen afvist.
- Konkurrencerådet sikrer med sin afgørelse, at forbrugerne altid kan gå til den dyrlæge, som de synes, er den bedste. Det har de hidtil ikke haft mulighed for i alle situationer på grund af Den Danske Dyrlægeforenings regler, siger Agnete Gersing, Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
- Dyrene skal naturligvis altid have optimal behandling. Det er allerede sikret i både dyrlægeloven og Den Danske Dyrlægeforenings øvrige etiske regler. Og det ændrer Konkurrencerådets afgørelse ikke på, mener hun.





