De danske landmænd, som har investeret i Østeuropa, får nu mere end nogensinde før ud af deres investeringer.

Investeringselskaberne har bragende succes i Polen, Litauen, Rusland, Ukraine og Slovakiet, hvor de på topmoderne storfarme producerer svinekød og kornprodukter, men også mælk og kyllinger. Det skriver Berlingske Business.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samlet set har seks førende danske landbrugsaktieselskaber med østeuropæiske aktiviteter de seneste fem år tjent næsten én milliard kroner efter skat. Selskaberne havde en stigning i omsætning på mellem 60 og 500 procent fra 2008 til 2012. Det viser en brancheundersøgelse af investeringsselskaberne, som Berlingske Research har foretaget.

Næsten 500 millioner kroner eller halvdelen af den samlede indtjening i de seks undersøgte selskaber stammer fra det klart største og mest succesfulde, Polen Invest A/S. Moderselskabet Axzon, som netop har indlemmet Verdensbanken som aktionær for at sætte turbo på ekspansionen, producerer slagtesvin på kæmpefarme i Polen og Ukraine. Axzon har desuden eget slagteri i Polen.