Helt uventet for ham selv blev Lars Qvist Ibsen væltet som formand for Kødudvalget i Økologisk Landsforening, da det holdt sit første møde efter årsmødet i marts, skriver Økologi & Erhverv.
Samtidig betød det, at næstformand, Johannes Østergård Larsen, også røg.
Den nye formand blev Ole Chr. Andersen, mens Erling Fischer Madsen blev ny næstformand.
Efter Lars Qvists opfattelse er det kræfter i bestyrelsen for Økologisk Landsforening, der står bag formandsskiftet i udvalget.
- På det konstituerende møde fik vi at vide, at bestyrelsen havde sagt, at de skulle fjerne mig som formand. Og Erling sagde, at de havde fået et ultimatum om, at hvis ikke de selv gjorde det, ville bestyrelsen gøre det, fortæller den nu tidligere udvalgsformand.
Erling Fischer Madsen vil ikke bruge ordet ultimatum.
- Men det er rigtigt, at vi har fået opfordringer til at finde en anden formand. Men det er Ole og mig selv, der har truffet beslutningen om at stille op, og det var en rigtig svær beslutning at træffe. Men jeg mener, at det var det rigtige at gøre, siger han.
Erling Fischer Madsen mener, at det især var Lars Qvists meget kritiske holdning til det fremtrædende økologiske slagteselskab Friland, der var grunden til at formandsstolen blev hevet væk under ham, skriver Økologi & Erhverv.





