Hvis Danmark skal fortsætte med at have en af verdens stærkeste og mest eksporterende svinesektor, er det simple krav, at der skal være nogen til at passe grisene.

Men et hurtigt kig på de unge menneskers lyst til at søge ind på svinelinjen på landbrugsskolerne, tyder på, at det godt kan gå hen at blive et problem. Kun 10 procent af de unge mennesker, der søgte ind på landbrugsskolerne i år, valgte nemlig svinelinjen, fortæller Landbrug og Fødevarer. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan desværre se, at vi inden længe kommer til at mangle unge mennesker til at være ledere i de store svineproduktioner, og det bliver vi nødt til at reagere på nu, siger formand for Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer, Lindhard B. Nielsen.

Derfor har Videncenter for Svineproduktion sat et større rekrutteringsarbejde i gang blandt de unge, der står overfor at skulle vælge uddannelse.

- Vi håber med kampagnen at ramme de unge mennesker med nogle skarpe og vedkommende budskaber om, hvad en karriere indenfor svineproduktionen kan føre til, siger Lindhard B. Nielsen.

Ifølge ham venter der de kommende svineuddannede sikre, alsidige og lukrative job. Hertil kommer en stigende international interesse for dansk know how, som kan give gode mulighed for at prøve kræfter med et job i udlandet.

- Når vi kigger på den globale efterspørgsel på svinekød og Danmarks styrkeposition som eksportør, kan de unge være sikre på, at de som kommende svineavlere vil have en sikker fremtid, med mulighed for at blive ejer af egen virksomhed, hvis de vælger et af Danmarks mest stolte erhverv, fortæller formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lindhart B. Nilsen mener, at svineproduktionens ofte hårde medfart i medierne samt svineproduktions netop overståede lavkonjunktursperiode kan være en del af årsagen til, at de unge har tøvet med at søge ind på svinelinjen.

- Derfor har vi heller ikke noget imod, at kampagnen er med til at skabe et mere positivt billede af svineproduktionen. Den fortælling om fremtid og ungdom, som plakaten rummer, vil vi gerne have endnu tydeligere frem, siger Lindhard B. Nielsen.

Kampagnen kommer til at køre i medierne og i et tæt samarbejde med landbrugsskolerne håber vi at nå så mange potentielle unge der kan se de gode muligheder for en karriere inden for svineproduktion.