Abonnementsartikel

En stor del af EU-reglerne implementeres fra embedsmændenes skriveborde, uden at de nogensinde kommer forbi Folketinget. Og det er dybt problematisk, mener to af landets førende EU-forskere, der efterlyser kontrol med embedsværkets fortolkninger.

Ingen kontrollerer, om det stigende antal EU-regler bliver fortolket korrekt, når de indføres i dansk ret. Størstedelen bliver nemlig håndteret af embedsmænd - uden om Folketinget. Det skriver Mandag Morgen.

Ingen fører kontrol med embedsværkets fortolkninger, selv om de gang på gang har vist sig at være fyldt med fejl. Fejl, som flere gange har medført uforudsete administrative og økonomiske konsekvenser for Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan lyder meldingen fra en af Danmarks førende EU-forskere, Dorte Sindbjerg Martinsen, der er professor ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. Hun efterlyser mere bevågenhed fra politikere, pressen og interesseorganisationer, hvis vi skal komme de fejlfyldte fortolkninger til livs.

- De seneste 15 år har vi set adskillige eksempler på, at embedsværket er gået galt i byen, når det skulle implementere et nyt EU-direktiv eller fortolke en afgørelse fra EU-Domstolen. Tag bare Habitatdirektivet, ligestillingsområdet og de mange domme, der er faldet i forbindelse med retten til grænseoverskridende sundhedsbehandling. Her er den danske implementering blevet udfordret af EU. Men det er først blevet opdaget, efter man har lagt sig fast på den danske lov eller administrative praksis. Hvis vi havde bedre kontrol, ville vi uden tvivl kunne fange en del af fejlene i opløbet, siger hun til Mandag Morgen.

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard er heller ikke imponeret over Danmarks håndtering af EU’s regler. Han oplever en tendens til, at folketingspolitikerne smider direktiverne fra sig, så snart de har fået grønt lys i Bruxelles.

Implementeringen bliver betragtet som en teknikalitet, embedsværket må tage sig af. Også selv om det netop er den danske fortolkning af direktiverne, der betyder noget for lovgivningen herhjemme.