Selv om antallet af slagtninger på landsplan er svagt faldende, er det afligevel lykkedes DC Beef, Danish Crowns oksekødsdivision, at holde samme antal slagtninger som sidste halvår.
For syvende halvår i træk har DC Beef kunnet hæve noteringen. Denne gang med 1,79 kroner pr. kilo.
- Det er altid glædeligt, når vi kan levere et godt resultat til vores ejere. Men det er også nødvendigt, da økonomien ude på bedrifterne er trængt, siger Lorenz Hansen, direktør for DC Beef.
DC Beef har igennem fem et halvt år kunnet levere stigende afregning til ejerne. Dog mener Lorenz Hansen prisen er ved at have nået toppen.
- Prisen på oksekød er nu så meget højere end på andre kødtyper som for eksempel gris og kylling, at vi er ved at nå en grænse for, hvor meget mere oksekød kan koste end andet kød. Så jeg forventer, at vi i den kommende tid vil se prisstigningerne på oksekød flade ud.
DC Beefs resultater første halvår 2012/2013
DC Beef har en samlet markedsandel på slagtedyr i Danmark på 63,4 procent mod 62,9 procent sidste halvår.
DC Beefs gennemsnitlige afregningspris lå på 22,66 kroner pr. kg mod 20,87 kroner pr. kg sidste halvår. Det er en stigning på 1,79 kroner pr. kg, hvilket svarer til en stigning på 8,5 procent.




