Den 1. oktober 2005 blev reglerne om gældssanering ændret. Det vedrørte specielt reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs.
Formålet var, at iværksættere, der kom under konkursbehandling, kunne komme hurtigt på benene igen og på lempeligere vilkår end efter de normale gældssaneringsregler, der opererer med en afdragsperiode på fem år.
Regeringen opgav at lovgive udelukkende for iværksættere, og de gældende regler omkring gældssanering i forbindelse med konkurs gælder derfor for alle personer, hvis gæld er stiftet enten i tilknytning til skyldnerens personlige konkurs, eller hvor gælden har relation til en kautionsforpligtelse i forhold til et aktie- eller anpartsselskab og lignende, der er under konkurs.
Afdragsperioden er i denne situation tre år. Som ved gældssanering uden for konkurs er der to hovedbetingelser, der skal være opfyldt for at få gældssanering.
Økonomisk betingelse
Betingelserne for gældssanering i forbindelse med konkurs svarer til betingelserne under almindelig gældssanering for så vidt angår den økonomiske betingelse, bortset fra på ét væsentligt punkt:
Ved gældssanering i forbindelse med konkurs er det ikke noget krav, at skyldnerens forhold er afklarede. Det betyder eksempelvis, at der vil kunne afsiges gældssaneringskendelse over en tidligere landmand, selv om denne endnu ikke er i arbejde.
Det betyder, at forbedres skyldnerens og dennes husstands økonomiske forhold i afdragsperioden, skal dette komme kreditorerne til gode.
Det gælder dog kun, såfremt der som minimum sker en forbedring af gældssaneringsbudgettet med mere end netto 1.000 kroner pr. måned. Opstår en sådan situation, har skyldneren pligt til at underrette skifteretten og fordringshaverne herom. Gør skyldneren ikke det, risikerer skyldneren, at skifteretten ophæver den afsagte gældssaneringskendelse.
Det betyder, at de afdrag, der allerede er betalt af skyldneren, betragtes som acontobetalinger, samtidig med at den ved gældssaneringskendelsen bortsanerede gæld ”genopstår”.
Som ”tillægsstraf” vil skyldneren ikke kunne få gældssanering efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs før tidligst om 10 år (og nok heller ikke efter de almindelige regler, idet en sådan svigagtig adfærd fra skyldnerens side selvfølgelig skal ”straffes”).
”Moralske” betingelser
De moralske betingelser er stort set også sammenfaldende med reglerne for gældssanering uden forbindelse med konkurs.
Visse forhold vil også ved gældssanering i forbindelse med konkurs være gældssaneringshindrende. Det gælder bl.a. i situationer, hvor skifteretten finder, at den tidligere landmand har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, hvor den tidligere landmand ansættes til en ekstraordinær lav løn i et selskab, hvor aktierne/anparterne ejes af en af den tidligere landmands nærtstående, eller hvor landmanden påbegynder et længerevarende uddannelsesforløb.
Afdragsperioden
Det kan ikke objektivt fastslås, hvad der ligger i et længerevarende uddannelsesforløb. Et uddannelsesforløb må dog antages at ville blive anset som længerevarende, hvis det har en udstrækning ud over 36 måneder, svarende til afdragsperioden ved gældssanering i forbindelse med konkurs.
Også uddannelsesforløb af en noget kortere varighed end 36 måneder kan risikere at være gældssaneringshindrende.
Kortere afdragsperiode
Det, der udadtil måske er den største forskel på reglerne om gældssanering uden for konkurs og gældssanering i forbindelse med konkurs, er afdragsperiodens længde.
Ved gældssanering i forbindelse med konkurs er afdragsperioden alene tre år. Ved gældssanering uden forbindelse med konkurs er afdragsperioden fem år. I begge situationer har skyldneren mulighed for at påbegynde opsparing til fordel for kreditorerne allerede på det tidspunkt, hvor gældssaneringssagen bliver indledt.
En sådan opsparing under sagen vil blive ”modregnet” i den samlede afdragsperiodes længde, således at afdragsperioden på henholdvis tre eller fem år ikke regnes fra tidspunktet for afsigelse af gældssaneringskendelse, men fra tidspunktet hvor opsparingen faktisk er påbegyndt.
Gældseftergivelse
Principperne for hel eller delvis gældseftergivelse er nøjagtig svarende til reglerne ved almindelig gældssanering, som beskrevet i forrige artikel.
Gældssanering
Gældssanering efter reglerne i konkurslovens kap. 29 forudsætter, at begæring om gældssanering indleveres til skifteretten, inden der indkaldes til afsluttende skiftesamling i det konkursbo, som skyldnerens gæld relaterer sig til, og konkursbehandlingen vedrører:
1) skyldneren, 2) skyldnerens ægtefælle eller samlever, såfremt skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæftelser for gæld, som ægtefællen eller samleveren har pådraget sig ved erhvervsmæssig virksomhed eller: 3) et selskab, hvis kapital skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever tilsammen direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, forudsat skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra kaution eller lignende hæftelse for selskabets gæld.





