Hvis det stod til Bæredygtigt Landbrugs direktør Vagn Lundsteen, skulle de danske politikere tage ved lære af deres britiske kolleger og nøjes med at implementere EU-direktiver i de sårbare områder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et stort problem for de danske landmænd, at de danske politikere igen og igen tyer til kollektive ordninger i stedet for at målrette indsatsen. Når de eksempelvis udpeger hele Danmark som en nitratfølsom zone uden at skele til, hvor problemerne med nitrat er henne, så bliver det meget svært for de danske landmænd at konkurrere, siger Vagn Lundsteen.

I Storbritannien er Nitratdirektivet kun implementeret i 68 procent af England, 15 procent af Skotland og fire procent af Wales - netop fordi der ikke er problemer med nitrat i det øvrige areal. Sådan burde det også være herhjemme, mener BL-direktøren.

- Det er en god og sund tankegang, at man ikke vil ramme alle for noget, der kun er et problem nogle steder. Vi går ind for målrettede tiltag, og det er også det, Natur- og Landbrugskommissionen lægger op til, at vi skal have i fremtiden, siger han.

Vi har større ansvar

Han regner dog ikke med, at Danmark får regler, der minder om Englands.

- De har et helt andet klima i England, og de ligger derovre for sig selv, så de kan i princippet gøre, list som det passer dem. Danmark har naboer, som vi belaster med vores udledning, ligesom vores farvande belastes af Tyskland og Østersø-landene, så vi har et større ansvar over for hinanden, forklarer Vagn Lundsteen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi får aldrig regler som i Storbritannien, men hvis vi da bare kunne få regler som i Tyskland, så ville jeg også være glad. I Tyskland har de en saglig tilgang til miljøpolitikken uden at belaste landbruget med så skrappe regler og tung bureaukrati, som man gør i Danmark.