Den første Farmfestival i Hurup var ifølge arrangørerne en stor succes med opbakning fra udstillere, sponsorer, frivillig arbejdskraft og fra lokalområdet med et stort besøgstal som følge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor gentages dyrskuet den 18. maj i år med mange forskellige aktiviteter - ikke mindst for de hesteinteresserede.

Som et af højdepunkterne kommer OL-rytter Susanne Jensby Sunesen og giver opvisning i dressurridning i verdensklasse. Opvisningen vil være klokken 13.00 i den store ring på dyrskuepladsen.

Der vil i øvrigt være havetraktortræk, DCH Sydthy, hesteopvisning, jagthundedressur og springkonkurrence for heste med mere. Endvidere vil der være Hop og Rul-legeland for børnene.

Tidligere formand for det Thylandske Landøkonomiske Selskab, Harry Gade, vil holde tale ved skuet.

Mange dyr

Der er kommet mange tilmeldinger til udstillinger af dyr i alle afdelinger, og det bliver helt på højde med sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Barselsgangen, som er særlig populær blande de yngste besøgende, bliver også større i år, så der bliver rig mulighed for de yngste til at klappe de små afkom.

Børnedyrskuet er ikke helt så programfast som de øvrige udstillere af dyr, så der modtages eftertilmeldinger helt op til dagen.

Dagen begynder med officiel åbning klokken 9.00.