LandboSyd byder publikum velkommen i deres telt på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa fredag den 31. maj eller lørdag den 1. juni.
Her skulle der være mulighed for en god snak om alt, der rører sig, hvad enten det handler om organisationspolitik eller rådgivning fortæller de.
Klaus Andersen, Peter Grove og Dennis Calender er nogle af dem fra LandboSyd, som stiller op til en direkte kontakt med medlemmer og kunder.
LandboSyds team af specialkonsulenter er at finde i teltet i dyrskuedagene, og de tager gerne samtaler også om de nyeste landvindinger inden for deres område samt om rådgivning generelt.
Det samme gælder medlemmer af LandboSyds bestyrelse, som er klar til en snak om aktuelle emner.
Skaber nye rammer
Nina Ullerup fra Miljø- og planteavlsafdelingen er ny koordinator på LandboSyds stand på skuet, og hun er i fuld gang med at prøve at skabe de helt perfekte rammer for rådgivningsvirksomheden, medlemmer og kunder fortæller hun.
- Vi lægger op til, at medlemmer og kunder kan komme og få en god snak med de ansatte på LandboSyd. Vi gør alt, vi kan, for at skabe nogle gode og hyggelige rammer, og vi byder medlemmer og kunder velkommen til en god oplevelse, siger Nina Ullerup.
Med på skuet er også LandboGruppen Syd, samt LandboSyds datterselskab Agrocura Finans og Råvarer.
Sønderjyske Vandløb er repræsenteret blandt andre af miljøkonsulent Britt Bjerre Paulsen og LandboSyds nye næstformand, Torben Heisel.
Desuden vil regnskabs- og revisionschef Jan Fensholt-Hansen og hans medarbejdere sætte fokus på mulighederne for at komme i gang med e-faktura og e-arkiv i en tid, hvor udviklingen går fra papir til digital.
Og gælder det IT, er AgroData repræsenteret med gode tilbud på mange forskellige løsningerne på bedriften – lige fra computere til overvågning af stalde.
Hvem er stærkest
Uden for teltet er det musklerne, som taler. LandboSyd kårer skuets stærkeste på en kraftprøve.
Kraftprøven er en god gammel tradition på diverse markedspladser rundt omkring i Danmark, og en af de berømte kraftprøver står på Bakken i Dyrehaven nord for København. Det gælder om at svinge hammeren og få klokken til at ringe.
Kraftprøven er for voksne over 15 år, og klokken 15 lørdag vil resultatet kunne gøres op: Hvem er stærkest?





