40 danskere, nordmænd og svenskere slog ring om fire japanere, da Svenningsens Maskinforretning i Kastrup i bogstavelig forstand samlede Skandinavien på Amager. 

- Vi ønskede at introducere Kubotas nye M-serie i landbrugstraktorer for alle de skandinaviske sælgere. Netop M-serien sigter direkte mod landbruget. Så til lejligheden havde vi sørget for både plov og harve efter Kubota-traktorerne, så salgsfolkene kunne høste praktisk erfaring på et stykke jord, som en lokal landmand venligt havde stillet til rådighed, fortæller salgskoordinator Martin Hvidesten hos Svenningsens Maskinforretning

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ideelle marktraktorer

De fire Kubota’er, som den skandinaviske sælgerstab fik lejlighed til at stifte tæt bekendtskab med, er M8650 med 85 hk i motorrummet, M9960 med 100 hk, M110GX med 110 heste, samt den store M135GX, som byder på hele 135 hk.

- Der er tale om ideelle marktraktorer til kørsel med plov med mulighed for indstilling til to forskellige motoromdrejninger. M110GX og M135GX kan selv skifte fire gear op og ned i otte gearområder. M8560 og M9960 har hydraulisk vendegear, og på de to største GX-traktorer er vendegearet el-hydraulisk, fortæller Martin Hvidesten.

Topmodellen, M135GX, har hydraulisk affjedret foraksel som standard.

Uden AdBlue

Hele den nye M-serie har Common Rail-motorer, som lever op til de nyeste miljøkrav og til fulde opfylder Tier IIIB-kravene. Dermed også partikelfilter, som selv klarer regenereringen automatisk, mens traktoren arbejder. 

- Det betyder så samtidig, at der ikke skal tilsættes AdBlue til dieselolien, som det ellers er tilfældet for mange andre traktorer, siger salgskoordinator Martin Hvidesten.