Hornsyld Købmandsgård i Østjylland investerer et tocifret millionbeløb i nyt, energibesparende anlæg til tørring og opbevaring af korn. I projektet indgår, ifølge Hornsyld Købmandsgård, Danmarks største kornsilo.
Hornsyld Købmandsgård har netop investeret et tocifret millionbeløb i siloen samt en noget mindre buffersilo, et energibesparende korntørreri samt 250 meter interne transportveje, som kobler systemet sammen.
Alt dette er projekteret og installeret af Dan-Corn A/S i Hedensted, som er Danmarks største leverandør af kornsiloer, tørrerier og interne transportanlæg til korn.
Effektiv og enkel drift
Projektansvarlig Michael Thomsen hos Dan-Corn fortæller, at tørreriet sikrer en betydelig besparelse på driften i forhold til andre tørrerier:
- Tørreriet kører på naturgas eller propangas, og det forbruger 25-30 procent mindre energi end andre anlæg med tilsvarende kapacitet. Nedtørring af kornet før det blandes op til foder eller sælges videre, er en betydelig udgift for alle i grovvarebranchen, så besparelsen i driftsudgifterne på det nye anlæg her er helt sikkert velkommen, siger han.
Han tilføjer, at Hornsyld Købmandsgård har opnået en ekstremt effektiv og enkel drift, idet det ny anlæg kan betjenes af en enkelt medarbejder, mens det tørrer og lagrer op til 130 ton i timen.
- Efter dansk og europæisk målestok er det et stort anlæg, men vore leverandører bor i Midtvesten i centrum af USAs kornkammer. Her er man vant til rigtig store forhold og til enkle, effektive og driftssikre løsninger. Tørreriet her er en ganske simpel konstruktion, men den er ekstremt effektiv og som sagt også ekstremt energibesparende, siger Michael Thomsen.





