Efter at man har anvendt en mindre emballage i et års tid på grund af fedtskatten, er de to kendte oste, Riberhus og Arla Klovborg, nu tilbage i større format.
- Hos Arla reducerede vi størrelsen på Riberhus og Arla Klovborg i foråret 2012, primært på grund af fedtskatten. Det affødte en hel del henvendelser fra forbrugere, der var ærgerlige over, at vi havde ændret på pakkestørrelserne, siger Jakob Knudsen, der er marketingdirektør i Arla Danmark.
Forbrugerne har således kun få Riberhus og Arla Klovborg i pakker med 520 gram. Ostene er nu blevet mellem 25 og 68 procent større, afhængigt af variant og butik.
- Overordnet set har der været forståelse for de prisstigninger og emballagereduktioner, som fedtskatten medførte, men forbrugerne har været kede af størrelsen på osten, som ikke passede til det forbrugs- og indkøbsmønster, de var vant til, siger Jakob Knudsen.
Osten er for smal
Arlas forbrugerservice Arla Forum fået mange henvendelser, der går på ostenes bredde, og Arla har måtte erkende, at det smalle format, Riberhus og Arla Klovborg har haft et års tid, ikke passer størrelsesmæssigt til en god ostemad.
- Derfor gør vi nu ostene både længere og bredere, så en skive ost passer perfekt til et rundstykke eller et stykke rugbrød, siger Jakob Knudsen.
Det velkendte hitter
Til trods for at der de senere år er kommet flere udenlandske ostetyper på markedet, er den klassiske danske skæreost i øvrigt den ost, som danskerne køber absolut mest af.
Næsten halvdelen af forbrugernes osteforbrug, eller 23.000 ud af ialt 50.000 tons ost, er nemlig skæreost af samme type som Riberhus og Arla Klovborg.





