Horsch Maestro blev introduceret på Agritechnica 2011, og i foråret 2012 satte Maestro 24 SW verdensrekord ved på et døgn at så 448 hektar med majs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Horsch Maestro leveres i varianterne CC og SW. Begge varianter anvender en speciel doseringsskive og vakuum til at opnå en præcis afstand imellem frøene. Forskellen på de to varianter er, at CC-modellerne, der leveres med op til 12 rækker, anvender traditionelle såsædsbeholdere, mens de to SW-modeller på 12 og 24 rækker har en central tank til såsæd. Tanken indeholder 2.000 liter, mens tanken til gødning indeholder 7.000 liter.

Single eller i kombination

Ved demonstrationen i Hammel blev en Maestro 12.45-50 RC demonstreret i kombination med en Horsch Focus 6 TD. Harven har en arbejdsbredde på seks meter og er monteret med 12 såelementer med en rækkeafstand på 50 centimeter.

- Maestro RC er opbygget med et traditionelt trepunktsophæng og kan derfor anvendes i kombinationen, som vi ser her eller efter en Maestro 12.50 CC såvogn til gødning. Alternativt kan såmaskinen også anvendes som singlemaskine og i kombination med en frontmonteret tank til gødning, forklarer Arne Gejl, Stroco-Agro.

Indsås fra førerkabinen

Uanset hvilken afgrøde der skal etableres, indsås Horsch Maestro fra terminalen i traktorens førerkabine. Det eneste, føreren skal foretage, er at indkode hvor mange frø, der skal udsås pr. hektar. Resten klarer computeren, og under arbejdet kan man på terminalen følge nøjagtigheden på de enkelte rækker.

- Kombineres computeren med en GPS-modtager, stopper og starter computeren automatisk de enkelte såelementer, så overlap ved foragre og kiler undgås, siger Arne Gejl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Doseringsskiver i stedet for cellehjul

Doseringssystemet i Maestro baserer sig på en doseringsskive, hvor de traditionelle huller er erstattet af åbne noter.

- Fordelen ved noter er, at frøene allerede har retning ned i faldrøret, når de forlader doseringsskiven. Det minimerer risikoen for turbulens i faldrøret og giver mulighed for at øge hastigheden til 15 kilometer i timen, uden at det går ud over nøjagtigheden, forklarer Arne Gejl.