Det er ikke anderledes end i bilbranchen, hvor en velvalgt modelpleje eller en ansigtsløftning somme tider er på sin plads. Således også hos Brdr. Holst Sørensen, hvorfra det lyder, at virksomhedens vognleverandør gennem de seneste 12 år har udviklet en ny kroghejsevogn, HCV-170.
Den nye vogn adskiller sig fra de tidligere modeller på flere væsentlige punkter. Containerens placering er hævet med 10 centimeter, hvilket gør, at de to kraftige tipcylindre har en skrå vinkel i startpositionen. Fordelen ved det er en øget løftekapacitet ved tipning af containeren.
Løftetårnet er forstærket til den ekstra løftekapacitet, og låseanordningen mellem krogning og tip sker nu mekanisk mod tidligere hydraulisk. Det mekaniske skift sker automatisk når tårnet flyttes bagud - simpelt, men sikkert.
HCV-170 har en maksimal belastning på 19 ton. HCV kroghejsevogne findes i størrelser fra 8 til 22 ton. Den nye vogn kan ses i Obbekær under Brdr. Holst Sørensens 50 års jubilæum den 16-17. maj.





