Abonnementsartikel

Nu er der ikke kun en Michelin-stjerne hos Restaurant Relæ i København. Der er også et guldmærke.

For et års tid siden fik københavnske Restaurant Relæ én Michelin-stjerne, og nu kan restauranten snart hænge endnu et diplom op på væggen.

For første gang får en Michelin-restaurant nemlig Det Økologiske Spisemærke, som er Fødevarestyrelsens mærkningsordning for, hvor stor en del af en restaurant eller kantines råvarer, der er økologiske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Etik og kvalitet

Restaurant Relæ får mærket i guld, hvilket betyder, at mellem 90 og 100 procent af råvarerne er økologiske.

- Vi ønsker at stille de samme krav til vores producenter, som vi føler, vores gæster bør stille til os, når de går på restaurant, og til deres lokale supermarked når de køber ind. Gode råvarer skal være dyrket økologisk med tanke på etik, kvalitet og naturen, siger Christian Puglisi, ejer og køkkenchef på Restaurant Relæ i en pressemeddelelse.

Mere inspiration

Økologisk Landsforening glæder sig naturligvis over, at nogle af de bedste restauranter nu bakker op om mærket, som foreløbig er givet til 400 køkkener - enten som guld, sølv eller bronze.

- Det er rigtig positivt, at også den gastronomiske elite for alvor har taget økologien til sig. Det vil forhåbentlig inspirere endnu flere restauranter til at stræbe efter det økologiske spisemærke, siger Dorthe Kloppenborg, der er projektleder i Økologisk Landsforening.

- Flere og flere opdager, at et økologisk køkken kan være med til at signalere ansvarlighed overfor omverdenen og give plus på bundlinjen. Det er en meget positiv udvikling, som er med til at fremme økologien – til glæde for os selv, naturen og dyrene, siger Dorthe Kloppenborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endnu et mærke

En anden restaurant i København, som ligger blot en gade fra Restaurant Relæ, får også snart et guldmærke. Det er Manfreds & Vin.