De 15 fonde, som via afgifter på pesticider og landbrugets produktion årligt udbetaler 450 millioner kroner til udviklingsprojekter inden for landbruget, bør i højere grad arbejde i samfundets tjeneste.
Det mente Natur- og Landbrugskommissionen i sin rapport i sidste måned, og det bliver bakket op af både Socialdemokraterne og Forbrugerrådet. Det skriver Altinget.dk.
Aftalt fordeling
Forbrugerrådet sidder i bestyrelsen for 13 af de 15 fonde, og Forbrugerrådets fungerende direktør, Vagn Jelsøe, synes, den nuværende konstruktion er problematisk.
- Landbrugets organisationer har flertallet i fondsbestyrelserne og administrer samtidig midlerne, og de har internt fundet ud af, hvordan pengene skulle fordeles til at vedligeholde det eksisterende landbrug. Men det er samfundets penge, og derfor skal de også bruges på samfundsmæssige forhold, og det kan kun ske, hvis man kigger på bestyrelsessammensætningerne. Hvis vi skal sikre en grøn omstilling af landbruget, skal vi have et flertal i bestyrelserne, som ikke kommer fra landbruget, siger Vagn Jelsøe til Altinget.dk.
Omstilling
Socialdemokraternes fødevareordfører, Orla Hav, er åben for ændringer.
- Vi skal have gang i en omstilling, som både sikrer mere natur og en større produktion for landbrugserhvervet. I de tilfælde, hvor fondene kan være med til at understøtte den proces, skal vi gøre det, siger Orla Hav til Altinget.dk.
Både Venstre og Landbrug & Fødevarer afviser forslaget.





