Energibranchen og landbruget har indgået en landsaftale om vilkår for nedgravning af fibernet på landbrugsjord. Den nye aftale indeholder standarder og takster for erstatning for både el- og fiberanlæg, der anbringes på eller i landbrugsjord. Aftalen gør det nemmere og hurtigere for energiselskaberne at rulle fibernet ud til husstande og virksomheder i landdistrikterne, hvor mange kæmper med ringe bredbånd.

- Aftalen er en stor gevinst for landbruget og de mindre lokalsamfund, hvor mange kæmper med alt for ringe bredbånd.  Det hæmmer væksten i mange dele af landet og er en bremseklods for udvikling. Landbruget fortjener ros for selv at gøre en indsats, der gør det muligt for energiselskaberne at komme nemmere ud og bidrage til at gøre noget ved det, siger Christian Berg, chefkonsulent i Dansk Energi. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange landmænd har i dag svært ved at drive deres bedrift og overholde lovene, fordi de mangler hurtigt bredbånd. Tal fra Videncentret for Landbrug viser, at en landmand skal bruge minimum 4-5 Mbit for at overholde kravene til digital indberetning, men at hastigheden bør være væsentligt højere.

Samme behov som andre

- Et moderne landbrug kræver som så mange andre erhverv hurtigt bredbånd. Og landbrugsfamilier har jo akkurat det samme bredbåndsbehov som alle andre, når det gælder distancearbejde, opkobling til skole, og muligheden for at se DR og Netflix på nettet, siger Christian Berg.

Energiselskaberne bliver kontaktet af rigtig mange lokalsamfund og landbrugsbedrifter, som akut mangler bredbåndsadgang.

- Energiselskaberne gør rigtig meget for at komme bredt ud.  Men der er også en økonomisk grænse for, hvor langt de kan grave. Her er der fortsat behov for en målrettet offentlig håndsrækning. Det kunne jo for eksempel være et fradrag for bredbåndstilslutning i områder uden ordentlig dækning. I vores optik er der langt mere perspektiv for samfundet i et fradrag for tilslutning til hurtigt bredbånd end i statsstøtte til at få klippet hækken eller bonet gulvet, siger Christian Berg.