Fremover kan det være en god ide at holde øje med skiltet med påskriften Best Practice. Det dukker op i de kommende måneder hos en håndfuld danske maskinhandlere, og det er et signal om, at maskinhandleren har lagt mange kræfter i at sikre, at der følges nøje fastlagte fremgangsmåder ved betjening af kunderne.

- Det gælder uanset, om det er køb af store maskiner eller små maskiner. Eller om det er service på værkstedet, køb af reservedele eller varer i butikken, forklarer Michael Husfeldt, direktør for Dansk Maskinhandlerforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Best Practice er en ny og mere omfattende version af den kvalitetscertificering, som 13 maskinhandlere har været med i gennem flere år. Den hidtidige version fortsætter, men der kommer ikke nye til, og deltagerne i den gamle ordning vil næsten alle opgradere til Best Practice.

Navnet Best Practice er valgt, fordi flere medlemmer arbejder mere internationalt end tidligere. Ude i verden har Best Practice en større signalværdi, end hvis navnet var blevet eksempelvis "DM Kvalitets-certificering version 2."

Noget af det nye er, at medarbejderne i langt højere grad er med i den nye version, og netop involvering af medarbejderne er afgørende for den oplevelse, kunderne får hos de maskinhandlere, som er med i Best Practice.

- Der er faste fremgangsmåder, som bliver fulgt hele vejen igennem, uanset hvilken afdeling og del af virksomheden, kunderne bliver betjent af, fastslår Jens-Aage Jensen, formand for Dansk Maskinhandlerforening.

Dansk Maskinhandlerforening er officiel brancheforening og arbejdsgiverforening for land-brugsmaskinforretninger i Danmark. Medlemskredsen omfatter 135 hovedforretninger med i alt 189 udsalgssteder fordelt over hele landet.