Hver syvende danske landmand drømmer om at gå andre veje end den traditionelle landbrugsproduktion. Det viser en undersøgelse, som Videncentret for Landbrug har foretaget. Nutidens landmænd vil blandt andet udvikle specialprodukter, selv sælge deres råvarer, lave naturpleje eller tiltag i lokalområdet. Det kan give flere specialprodukter af høj kvalitet til danske forbrugere.

Det viser en spørgeundersøgelse, som Videncentret for Landbrug har foretaget blandt 7.000 landmænd over hele Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Heri svarer ni procent af de adspurgte, at de allerede er i gang med en anden produktion end den traditionelle landbrugsproduktion, mens fem procent overvejer at skifte til nye forretningsområder.

- Det overrasker os, at så mange landmænd overvejer, at gå ind i nye forretningsområder eller allerede har taget skridtet. Det viser, at vi fremover skal vægte at rådgive disse landmænd endnu bedre, så de kan producere flere specialprodukter, som danske forbrugere kan få glæde af, siger Bo Overgaard, forretningsudvikler i Videncentret for Landbrug.

Vil tættere på forbrugerne

Ifølge ham, er der flere grunde til, at så stor en andel af de danske landmænd gerne vil i gang med nye forretningsområder.

- Flere af landmændene svarer, at de gerne vil lave kvalitetsråvarer eller naturpleje, mens andre gerne vil engagere sig mere i lokalsamfundet. Og så spiller den nuværende svære økonomiske situation selvfølgelig også en rolle, fortæller Bo Overgaard.

Undersøgelsens resultater går godt i spænd med de nyeste anbefalinger fra regeringens uafhængige Natur- og Landbrugskommision, der i deres netop offentliggjorte rapport om løsning af landbrugets strukturelle, økonomiske og miljømæssige udfordringer, foreslår, at der skal mere rådgivning til de danske landmænd, der gerne vil være innovative og prøve nye ideer af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undersøgelsen fra Videncentret for Landbrug er en del af projekt Værditilvækst, der ser på landmandens muligheder for at forretningsudvikle sin virksomhed via nye afsætningskanaler, differentierede produkter, arbejde med værdikæden og nye finansieringsmuligheder.

Den Europæiske Union ved Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har deltaget i finansieringen af projektet.