Blandt Natur- og Landbrugskomissionens anbefalinger er der flere elementer, som handler om at fjerne lovgivningsmæssige barrierer, for eksempelvis selskabsdannelse og nye muligheder for investering samt skattetekniske forbedringer og forbedringer for unge landmænds muligheder i erhvervet samt muligheder for at rekonstruere nødlidende bedrifter.
Det er alt sammen noget, som handler om økonomi og jura, og i pressen får emnerne øjensynligt mindre opmærksomhed end miljøspørgsmålene.
Det er ikke desto mindre emner, som er helt afgørende for de muligheder, det moderne landbrug har for at handle og udvikle sig.
Landbruget har traditionelt været spundet ind i alverdens særregler, som ikke gælder for andre erhverv. Mange af reglerne udspringer af gammeldags lavs-tankegang, men den tid er ved at være ovre, hvor også landbrugets organisationer forsvarede de mange særregler og begrænsninger, som kun gælder i landbruget.
Kreditgiver er positiv
Spørger man en af dem, som for alvor har de økonomiske briller på i forhold til landbruget, er der da også ros for at tage et opgør med de gamle særregler.
Poul Erik Jørgensen, vicedirektør i Nykredit, peger på, at der bliver bedre muligheder for ejerskifte af landbrug.
- Der kan skabes et marked for sælgerpantebreve med sikkerhed i landbrugsejendomme, og det bliver realistisk at gemme skat i bedriften, og mulighederne for succesion bliver bedre, når man kun stiller krav til uddannelse, og ikke længere stiller krav om, at man skal gå sammen med sælgeren i tre år, før man kan indgå i ordningen. Det er der mange ledertyper, som har svært ved, siger Poul Erik Jørgensen.
Han mener, også, at det er positivt, at landbrugslovens barrierer for selskabsdannelse foreslås fjernet. Målet er at fremme tilvejebringelse af ny kapital. Det indebærer, at regler om landmandens bestemmende indflydelse i selskaber og om fortrinsstilling bortfalder.
- Jeg kender ikke andre erhverv, hvor man har den slags regler, siger Poul Erik Jørgensen.
Han er ikke bange for, at eksterne investorer overtager landbruget.
Jeg mener, at de bare supplerer andre muligheder, og det har vi brug for, siger han.
- Jeg er også sikker på, at det vil fremme omsætningen af landbrugsejendomme, at man får mulighed for at få et nedskrivningsfradrag på en afskrivningsberettiget bygning i en købssituation. Det har en dynamik i sig, fordi man som køber kan tænke på, hvordan man vil gøre, og det vil også give en likvitditetslettelse efter et køb. Og endelig har vi brug for at få saneret ejendomme. Når først der er gået nogle år, får bygningerne ellers bare lov til at stå, siger han.
Overordnet mener han, at der er meget gode perspektiver i Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.
- Det er også meget positivt at regulere efter emission i stedet for antal dyr. Det vil give de dygtige landmænd mulighed for at producere mere, siger han.
- Set som finansieringskilde er det positivt, siger han, men tilføjer dog, at rapportens anbefalinger ud over mange fine sommerblomster også indeholder tidsler.
- Men jeg synes, at anbefalingerne fortjener, at vi ser på det positive først. Så kan vi se på tidslerne senere, siger han.





