Det kan være fristende at spare udgiften til en elektriker og selv rode med elinstallationerne derhjemme på gården. Men det kan blive en både dyr og fatal omgang. En husejer fra Brørup blev for nylig frikendt i Venstre Landsret for at skulle betale erstatning på 882.000 kroner til et forsikringsselskab, efter en hjemmegjort el-installation forårsagede en brand. Men selvom forsikringen muligvis ender med regningen, betaler boligejere ofte en høj pris for at omgå autorisationslovgivningen.

 - Hvert år opstår der 700 el-brande i Danmark, og det kan betyde, at folk mister livet. På samme måde går ens hjem og inventar formentlig tabt i forbindelse med en brand. I andre tilfælde kan hjemmegjorte installationer give elektrisk stød, men det er også en alvorlig sag, siger Christian Jarby, der er chef for teknisk afdeling i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fejl på 90 procent

Husejeren fra Brørup har i forbindelse med retssagen forklaret, at han troede, det at trække ledninger var arbejde på lige fod med det at sætte en lampe op. Netop uvidenhed, mener Christian Jarby, er en af de største elsikkerhedsmæssige farer.

- En undersøgelse blandt TEKNIQs medlemmer, der udfører el-eftersyn, viser, at de finder fejl i ni ud af ti danske installationer. Det vidner om, at der bliver lavet rigtig meget gør-det-selv-arbejde. Det må forventes, at det meste af det arbejde bliver udført på grund af uvidenhed, for ingen vil vel sætte sig selv og sin familie i en risiko for at brænde inde. En god tommelfingerregel er, at man selv må sætte en lampe op og udskifte selve stikkontakten i en eksisterende elinstallation. I det store hele er alt andet arbejde autorisationsbelagt og skal udføres af en elektriker, siger Christian Jarby.