Abonnementsartikel

Dansk selskab har succes med landbrug i Rumænien og Canada trods tørke og høje foderpriser.

Ved årets generalforsamling den 24. april blev der gjort status for 2012 og den fremadrettede vækststrategi blev livligt debatteret i DCH International.

2012 var præget af tørke og tårnhøje foderpriser, hvilket har medført betydeligt større omkostninger end budgetteret. Høj effektivitet, stabile produktionstal og belejlige tilskud har gjort at DCH International A/S trods alt er endt med et regnskabsår, som selskabet selv karakteriserer som flot.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regnskabet 2012 viser et resultat på 34,7 millioner danske kroner efter skat. Resultatet er over budgettet og anses for at være tilfredsstillende. 

- DCH International er stadig en lille spiller i en branche med enormt vækstpotentiale, men DCHI arbejder hårdt for at få en større bid af kagen. Siden DCHI etablerede sig i Rumænien i 2006, har der været en gennemsnitlig årlig vækst på cirka 35 procent, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- Jo større og stærkere DCHI bliver, jo bedre vil vi stå i en forhandlingssituation, når eller hvis der sker en konsolidering i branchen. Vi vurderer derfor, at vækst fortsat er en nødvendighed for at skabe merværdi for vores aktionærer. Dog vil bestyrelsen understrege, at vi på ingen måde vil gå på kompromis med DCHI’s effektivitet, omkostningsfokus og indtjeningsevne. En sund og stabil forretning er en forudsætning for fortsat vækst, sagde formand Carsten Lind Pedersen på generalforsamlingen.

Ifølge selskabet var der på generalforsamlingen bred tilfredshed og opbakning om årets resultater og den fremadrettede strategi blandt aktionærerne. Alle bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt.

Kort om DCH INTERNATIONAL A/S:

DCHI blev oprindelig etableret i Canada i år 2001 af en gruppe danske landmænd. I 2006 etablerede selskabet sig i Rumænien. Selskabet er i dag ejet af 65 aktionærer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svineproduktion i Canada med 1.800 søer.

Svineproduktion i Rumænien med 8.000 søer.

Markbrug i Rumænien 3.000 ha.

Egne foderfabrikker i Rumænien og Canada.

Koncernen beskæftiger i alt ca. 240 medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætning i 2012: 297 mio. kr.

Resultat efter skat: 34,7 mio. kr. 

Egenkapital: 230,3 mio. kr.