Gødskning med kalium i efteråret øger sukkerindholdet i vintersæden og skulle derved forbedre overvintringen.
I forsøgene på Viskum Hovedgaard er der dog ingen synlig forskel på parcellerne, der er gødet i efteråret. Det gælder også de parceller, der har fået tildelt kvælstof i efteråret.
- Det stemmer fint overens med Landsforsøgene, hvor der hverken har været positiv effekt på hvedeudbytterne ved at tilføre kvælstof eller kalium i efteråret, sagde Ib Møller, planteavlskonsulent hos LMO, ved fremvisningen af gødningsforsøgene på Viskum Hovedgaard den 17. april.
I landsforsøgene har det således heller ikke resulteret i merudbytter at tildele kvælstof til hvede på jord, der dyrkes pløjefrit, og hvor halmen nedmuldes.
Kan købe sikkerhed
Selvom gødskningen i efteråret tilsyneladende ikke havde påvirket hvedens evne til at overvintre, mener Ib Møller, at det under visse omstændigheder kan give mening at gødske hvede i efteråret.
- Ved at gødske hveden i efteråret køber man sikkerhed, og på jord, der ikke er så dyrkningssikker og sund, kan det være en mulighed. På samme måde kan gødskning med kvælstof være aktuelt på arealer, hvor hveden dyrkes efter kartofler eller frøgræs, da jorden ofte er tømt for kvælstof, sagde planteavlskonsulenten.
Svovl giver mere protein
I forsøgene på Viskum Hovedgaard blev der tidligt i foråret udbragt svovlsur ammoniak i nogle af parcellerne. Det blev blandt andet gjort for at forbedre hvedeplanternes optagelse af mangan.
- Normalt er hvede ikke så følsom over hereford2009
for manganmangel som for eksempel vinterbyg og vårbyg, men i et år som i år, hvor planterne er stressede, kan tidlig tildeling af svovl og en øget tilgængelighed til mangan, hjælpe planterne til at komme godt i gang, sagde Ib Møller.
Han tilføjede, at en effektiv forsyning af svovl også kan være med til at øge proteinindholdet i kernerne ved høst. Det er især vigtigt for de landmænd, der dyrker brødhvede eller fodrer kornet op i egen besætning. Således har planteavlskonsulenten beregnet, at det koster 350 kroner pr. hektar, hvis proteinindholdet i hveden falder med én procentenhed.

