Entreprenørmaskiner bliver - set over en bred kam - mere avancerede med det formål at øge effektiviteten og samtidig mindske påvirkningen af miljøet. Men med eksempelvis store læssemaskiner, som også gør tjeneste i landbruget, er kravet til teknologien ikke blot af hensyn til motorkraft og brændstofforbrug. Et basalt behov for øget sikkerhed følger også med, for maskinerne betjenes fortsat af mennesker, og trods erfaring i førerhuset kan der ud af det blå opstå ulykker.

Sidder man i en stor gravemaskine, dozer, dumper eller læssemaskine har man typisk begrænset udsyn i køretøjets umiddelbare nærhed, og dårligt udsyn kan hurtigt betyde skader på udstyr eller maskine - eller i værste fald mennesker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Direkte levering

For at sikre bedre udsyn vælges gerne en løsning med et eller flere kameraer på maskinen, og her vil hollandske Orlaco gerne byde ind. Virksomheden arbejder med kamera-, radar- og monitorløsninger til en lang række af brancher og køretøjer, og også entreprenørsegmentet kan drage nytte af deres udvikling.

I hvert fald når man spørger Lars Nielsen, der er salgsansvarlig for Orlaco i Danmark. Han dækker alene alle forretningssegmenter i landet, men af samme årsag er hans fokus ikke primært på den enkelte bruger.

- Det er ikke så meget, vi gør på den front. Vi er mere interesseret i at levere direkte til de store producenters fabrikker, og vi har en rigtig god dialog med mærker som Volvo, Caterpillar, Komatsu, Hitachi, m.fl. Hvis vi har et salg direkte til en slutbruger, så sker det i samarbejde med maskinproducenten, siger han.

Sikkerhed koster

Alle kan blive enige om, at sikkerheden skal være den bedst mulige. Men ikke alle er villige - eller har råd - til at betale store summer for en avanceret kameraløsning. Det mærker Lars Nielsen tydeligt.

- Nogle har en forkvaklet holdning til, at deres kameraløsning skal være så billig som muligt. Derfor vælger nogle at købe et system til 2.000-3.000 kroner, hvor vores i runde træk koster 12.000-13.000 kroner. Vores produkter er håndlavet i Europa, og det påvirker selvfølgelig prisen. De er IP67 og IP69 godkendt, så de kan anvendes i udsatte miljøer uden at tage skade. De er lukkede, så der ikke trænger snavs ind, og så er de vibrationstestede, påpeger Lars Nielsen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi mener selv, at vi har noget, som andre ikke har. Vores kameraer korrigerer på 0,5-1 sekund lysfølsomheden, hvis solen skinner direkte på. Hos andre mærker, går systemet i sort.

Omvendt kan han kun være tilfreds, når købere af andre mærker, henvender sig, fordi de ønsker en bedre kvalitet, end den de først købte hos anden producent. Referencerne baner gerne vejen.

- Orlaco henvender sig bredt internationalt, og på verdensplan er Caterpillar vores største kunde. At vi kan få vores ting godkendt hos dem, eller et mærke som Volvo, viser, at så får man det ikke meget bedre, siger Lars Nielsen.