Det er blevet forår, men der er stadig store temperatur-mæssige udsving, og dagene med høje temperaturer er i mindretal.

På trods af det, er landmændene over hele landet godt i gang med forårsarbejdet, og det ser slet ikke så skidt ud, lyder det fra Thy, Sønderjylland og Nordsjælland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange af de vanskelige jorde blev sået, da der var frost i jorden for en måned siden, og de afgrøder, der nu er oppe, ser ud til at være en solstrålehistorie. Jorden blev som pulver, og de kunne færdes uden at lave struktur-skader. Konservative landmænd sagde nok, at ”det går aldrig godt”, men det har været en klog disposition. Det var ikke så ringe, siger Jens Lautrup, der er planteavlsrådgiver ved LandboThy.

Uudnyttet gødning

Der har også været lidt jordfygning i Thy, men ikke noget, der har kostet udbytte. Men den tørre jord rummer andre udfordringer.

- Der er noget gødning, der er tildelt under tørre forhold, som måske ikke kommer til at virke helt i det tempo, som vi kunne ønske. Jeg kan godt frygte, at vinterbyg, rug og frøgræs kommer til at mangle gødning. Hveden kan bedre klare sig, siger Jens Lautrup.

Majsen venter på tid

I den anden ende af Jylland, hos LandboSyd, melder planteavlsrådgiver Helge Lorenzen om stor travlhed med at så og gøde.

- Tingene er meget anderledes, end de plejer at være, fordi vi har haft en måned mere vinter, end vi plejer, siger Helge Lorenzen. Mens majs-såningen stort set ikke er i gang i Thy, ville det være muligt i Sønderjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kunne landmændene godt gøre nogle steder, men de har ikke tid endnu. Det får de, hvis vejret holder, men de arbejder meget, og tingene går stærkt, siger Helge Lorenzen, som må affinde sig med den lange vinter.

- Havde det stået til mig, havde vi været færdige med at så i marts. Men det er vi stadig ikke her den 23. april, siger han.

Vandunderskud på vej

Planteavlsrådgiveren fra LandboSyd kunne godt tænke sig noget vand.

- Det er tørt derude, og der skal ikke ret meget vækst i tingene, inden vi står med et vandunderskud. Det vil komme hurtigt i år, hvis vi ikke får vand, siger Helge Lorenzen.

I Nordsjælland sætter Martin Søndergaard Kudsk, planteavlsrådgiver ved Agrovi i Hillerød, millimeter på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil gerne have 20 millimeter til at lukke overfladen og til at få vintersæden til at tage godt fat. Markerne er etableret sent, og hvis vi ikke snart får noget vand og får en god buskning på afgrøderne, så er kornmarkerne bagud, og så vil det betyde noget. Hvad der sker de næste 14 dage kan betyde rigtigt meget, siger Martin Søndergaard Kudsk, der ønsker sig lidt vand og noget varme.

Status i markerne

Han fortæller, at folk er langt fremme med at så. Der er nogle rapsmarker, der ser tvivlsomme ud, det samme gælder vinterbyg, mens vinterhveden ser godt ud.

- De første er begyndt at så majs. Vi plejer at begynde majs-såningen mellem den 15. og 22. april, så i år er tidspunktet normalt nok. Der har været stor forskel på, hvor meget frost, der har været i jorden. I sandjord uden meget vand kunne landmændene godt komme i gang, mens våde og sammenkørte arealer har været vanskelige, siger Martin Søndergaard Kudsk.

Græs i fare

Jens Lautrup i Thy er optimistisk.

- Det med varme og nedbør er et fortærsket emne, men vi har jo før oplevet, at kølige forår er udmærket til at sikre gode udbytter, siger Jens Lautrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et er de afgrøder, der skal høstes om flere uger. Noget andet er dem, der skal ædes så snart som muligt: Græsset.

I Sønderjylland vurderer Helge Lorenzen, at der går et par uger, inden køerne kommer på græs, og i Thy må adskillige græsmarker pløjes ned.

- Her midt på sommeren bliver der knaphed på grovfoder, for nogle landmænd kommer til at mangle første slet græs, siger Jens Lautrup fra LandboThy.