Der er stadig udsigt til nattefrost oven på en kold vinter og et - indtil videre - rigtigt koldt forår, men alligevel er der nye, danske jordbær i butikkerne.
Som den opmærksomme læser nok har regnet ud, er der tale om drivhusjordbær, som Skælskør-firmaet Hunsballe Grønt netop har plukket de første af, oplyser DR Sjælland.
Meget lys i marts
På trods af den kolde vinter, har jordbærrene det godt, og selv om de er vokset i drivhus, er de ikke helt upåvirket af, hvordan virkelighedens vejr arter sig.
- Der har været godt med blomster og vi har haft utrolig meget lys i marts måned, og det vigtigt for jordbærernes vækst og trivsel, siger leder af Hunsballe Grønt, Claus Hunsballe til DR Sjælland.
Hunsballe Grønt producerer omkring 120 ton jordbær fra drivhus årligt.





