Bestræbelserne på at reddede den konkursramte fynske maskinfabrik Fiona går tirsdag ind i en ny fase, når konkursboet bestyrer, kurator Niels Bo Andersen, sender et prospekt ud til dem, der har vist interesse for maskinfabrikken.

- Vi sender både materialet ud til dem, der har henvendt sig, og til dem, det er oplagt, vi henvender os til, siger Niels Bo Andersen fra advokatfirmaet Andersen-Partners.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange interesserede

Han sætter ikke tal på, hvor mange potentielle købere, der er tale om.

- Det er mange, nøjes han med at konstatere.

- I prospektet fortæller vi om, hvad det er for en virksomhed, og dem, der kommer med det bedste bud, de kommer først til forhandlingsbordet, siger Niels Bo Andersen.

Frist på en uge

Han siger, at der bliver sat en svar-frist på cirka en uge, men hvis der kommer interessante bud tidligere, vil forhandlingerne gå i gang.

- Vi skal have virksomheden op at køre, så vi går i gang, så snart, der er gode bud. Jo længere tid, der går, inden vi kommer i gang, jo dårligere er muligheden for at sælge, så vi har travlt, siger Niels Bo Andersen.